Det Kongelige Teater

Den Kongelige Ballet inviterer krigsveteraner på scenen

Pressemeddelelse   •   Feb 17, 2014 10:56 CET

Hvad gør krig ved mennesker, soldater og nationer? Det Kongelige Teaters Corpus og dramatiker Christian Lollike lader dansen give et uventet bud

FØLING.FØLING.VENT.SLUT er titlen på en ny forestilling, som er skabt i co-produktion mellem Corpus og CaféTeatret.

Den Kongelige Ballets kompagni i kompagniet, Corpus, har inviteret instruktør Christian Lollike indenfor i danselaboratoriet og givet ham en krævende udfordring: Han skal instruere en danseforestilling med dansere fra Den Kongelige Ballet og danske krigsveteraner, der har været udsendt til Afghanistan.

- Jeg har altid været fascineret af, hvad krig gør ved mennesker, ved soldater, ved nationer. Og jeg er interesseret i, hvordan soldaters erfaringer kan fortælles med udgangspunkt i ballet. Jeg er interesseret i at undersøge om – og i så fald hvordan – Den Kongelige Ballet kan agere national samvittighed, siger Christian Lollike.

Krigen i Afghanistan begyndte i 2001, og fra starten deltog danske soldater side om side med amerikanske og engelske soldater. 43 soldater vendte aldrig hjem til Danmark igen. Flere hundrede vendte hjem med sår på krop og sind.

En af dem er krigsveteranen Martin, som til maj vil være med på scenen i Skuespilhuset:

- Pludselig stod jeg der med et skarpladt gevær, der både kunne redde liv og være dødbringende. Det er et kæmpe ansvar at få som 22-årig. Jeg selv trivedes med at have det ansvar på mine skuldre, fordi jeg kunne gøre brug af alt, hvad jeg havde lært. Men jeg tror, at det er dét ansvar, der gør, at folk kommer hjem med psykiske problemer, for det kræver sin mand at kunne klare sådan et konstant pres i seks måneder. Og når du er udsendt, har du aldrig muligheden for at smide det ansvar.

FØLING.FØLING.VENT.SLUT  koreograferes af Corpus' kunstneriske ledere Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, og udover dansere fra Den Kongelige Ballet har der også været en casting for at finde de soldater, der skal medvirke i forestillingen.

- Med Corpus har vi fra starten udforsket dansens muligheder i dagens samfund, og Christian Lollike er en dygtig og oplagt mand at alliere sig med til det formål. Da han foreslog, at vi sammen skulle udforske emnet krig i form af en danseforestilling, var det først lidt overvældende, da emnet er af den delikate slags. Men da vores mantra i Corpus er at udforske verden, som den ser ud i dag, så vi vigtigheden i at belyse dette relevante emne gennem dans", forklarer Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis.

FØLING.FØLING.VENT.SLUT erstatter titlen Same Same But Different og spiller 22. maj - 3. juni 2014, Store Scene, Skuespilhuset

Mere info her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/ballet/foling-foling-vent-slut

Pressefoto her: http://kglteater.dk/sarligt-for/pressen#/

Kontakt presseansvarlig for Det Kongelige Teater Christian Bækholm for interviewmuligheder: chba@kglteater.dk. Mob.: 20149646

For henvendelser vedr. CaféTeatret kontakt venligst: Jeannie Haltrup, jeannie@cafeteatret.dk