Wonderful Copenhagen A/S

Den lille Havfrue vender hjem med succes

Pressemeddelelse   •   Nov 18, 2010 08:53 CET

En succesfuld tur til EXPO er overstået for det danske nationalklenodie, der genindtager sin vante plads ved en ceremoni på Langelinie d. 20. november.

EXPO er slut, og Den lille Havfrue indtager sin vante plads ved en ceremoni på Langelinie d. 20. november.

Havfruen er nu tilbage i Danmark, men hun må vente til d. 20. november, før hun igen kan sætte sig til rette på Langelinie.

Til velkomstceremonien vil både Københavns overborgmester Frank Jensen og erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen holde tale for den hjemvendte havfrue.

Arrangementet starter kl. 14 og varer en time.

Danmark er en åben og kreativ nation
Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen, der har stået for udførelsen af det danske bidrag til EXPO 2010 i Shanghai. I følge direktøren, Finn Lauritzen, så har udstillingen været en succes, fordi den har vist, at Danmark er en åben og kreativ nation:

-Den Lille Havfrues rejse til Kina har skabt overskrifter verden rundt, og hendes rejse har været med til at vise omverdenen, at Danmark er en åben og kreativ nation, som søger dialog og samarbejde med andre lande. Det vil efter min mening smitte positivt af på København, og jeg er overbevist om, at Havfruens rejse har skærpet interessen hos mennesker verden over for at besøge vores hovedstad

Mere end 5 millioner besøgende
Den lille Havfrue har skaffet mere end 1000 presseomtaler af den danske pavillon under hendes besøg, så historien om 'Wellfairytales' er nået ud i alle afkroge af Kina.

Siden EXPO-udstillingen blev skudt i gang d. 1. maj 2010 er Den lille Havfrue blevet set af lidt mere end 30.000 mennesker om dagen.
Det betyder, at besøgstallet nåede at overskride 5,5 millioner besøgende inden udstillingen lukkede d. 31 oktober.

Derudover har dansk velfærd, design, arkitektur og miljøteknologi haft et fornemt udstillingsvindue i den danske pavillon, der netop har vundet prisen for "Best Exterior Design" i det amerikanske EXHIBITOR magasin samt en honorable mention i "Best Pavilion" kategorien.