Danske Stenhuggerier A/S

Der er liv på de danske kirkegårde

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2011 12:50 CET

Kirkegården er et modrum til det travle liv udenfor, et rum med minder og eftertænksomhed. Men den er også et rum under forandring. De fælles naturarealer erobrer plads, og samtidig bliver hvert enkelt gravsted gjort personligt og unikt – i en anerkendelse af det liv, der er blevet levet.

”En kirkegård spejler den tid, man er i, og er samtidig et modrum til samfundet udenfor; det er jo her, vi begraver de døde, og det gør kirkegården til et anderledes rum,” forklarer provst Elof Westergaard, som er formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.
De sidste 60-70 år har budt på væsentlige ændringer i kirkegårdskulturen.
”I dag bliver mange flere brændt, og det øgede antal urnegravsteder har ændret kirkegårdene. Tidligere lignede kirkegårdene næsten parcelhuskvarterer med hække rundt om de enkelte grave for at markere forskellen på det fælles og det private. Nu er gravene blevet mindre, de fælles naturarealer større og grænsen mellem fælles og privat mindre tydelig,” fortæller Elof Westergaard.

Balance mellem fælles og privat
En anden tendens i tiden er at tilføre gravstederne et personligt udtryk – og det giver nye udfordringer:
”Spørgsmålet er, hvordan vi får det personlige gravminde ind i et anlæg, som primært er noget fælles. Stenhuggerne laver fx symboler på gravstenene, og mange ønsker desuden at have andre genstande på gravstedet – pynt, figurer, lys m.m. Her gælder det for dem, som varetager driften af kirkegårdene, om både at udvise forståelse for de pårørendes behov og samtidig tage ansvar for helheden,” siger Elof Westergaard. 

Det personlige gravsted
Gravstedet er et fysisk og konkret mindested, som kan danne centrum for de efterladtes sorgbearbejdning, og samtidig er det et spor, afdøde har sat i livet. På gravstenen kan man fx sammenfatte det levede liv med datoer, fødested, dødssted, referencer til erhverv, fritid eller en altoverskyggende passion. Hvis afdøde tilbragte mange år i Canada, kan stenen udsmykkes med et par canadiske ahornblade – eller en flyvernål, en fiskestang, en jagthund osv. Gravpladsen bliver således en biografi, der fortæller om afdødes færden. Er der tale om et større familiegravsted, som typisk går i arv, bliver gravstedet også symbol på familiens tilhørsforhold. Her kan efterfølgende generationer ’finde’ oldemor og tænke over, at hun blev næsten 80 år, eller at hun levede ni år, efter oldefar døde osv.

Anerkender livets betydning
Et af kendetegnene for et civiliseret samfund er ifølge Elof Westergaard, at det omgås sine afdøde med værdighed.
”Den kultur, der ikke begraver ordentligt, kan nemt henfalde til barbari – begravelsen udtrykker vores menneskelighed. Personligt oplever jeg fx ritualet med at strø aske ud over havet som glemsel, hvorimod et gravsted både er tegn på sorg, men også på taknemmelighed over det liv, der er blevet levet. Hvorfor sætter vi ellers en sten, hvis det ikke er for at udtrykke vores taknemmelighed – at det menneske har haft betydning for os? Den måde, vi behandler de døde på, viser noget om den betydning, vi tilkender menneskelivet,” slutter Elof Westergaard.

http://www.danske-stenhuggerier.dk

Pressekontakt
Michael Rohde-Petersen
70 225 650


Danske Stenhuggerier
Malervej 1
8766 Nørre Snede
Danmark