Ret&Råd Advokater A/S

Det bliver nemmere at handle ejendomme

Pressemeddelelse   •   Nov 18, 2010 11:26 CET

Nyt lovforslag betyder, at både sælger og køber i en bolighandel lynhurtigt og digitalt kan indhente offentlige oplysninger om ejendomme til salg. Det stimulerer købsprocessen på et tidspunkt, hvor flere handler fast ejendom, vurderer boligadvokat.

Erhvervsministeriets nye lovforslag, der skal sikre, at alle offentlige oplysninger om en ejendom skal kunne hentes digitalt, og som ventes at træde i kraft den 1. januar 2011, kan gøde jorden for hurtigere handel med fast ejendom.

Det vurderer Ret&Råd A/S.

”I dag er det typisk sælgers ejendomsmægler, der indhenter alle relevante oplysninger om en ejendom. De mange information hentes forskellige steder i systemet, og processen tager som regel lang tid. Men med den nye lov kan køber og købers advokat selv hente informationen. Ud over at det skaber en større gennemsigtighed og mulighed for at fravælge f.eks. forurenede ejendomme, så giver det mulighed for at handle hurtigere. En ejendomshandel vil kunne gå meget hurtigere,” siger boligadvokat Claus Munk hos Ret&Råd.

Flere ejendomshandler
Blandt de nye oplysninger, som skal kunne hentes digitalt, kan køberen og køberens advokat fremover finde oplysninger om varmeforsyning, vandforsyning, miljøbeskyttelse og forurenet jord. Med udsigt til at antallet af ejendomshandler ventes at stige yderligere i det kommende år, kan løsningen ikke blot reducere det nuværende gebyr med 100 kr. for oplysningerne, men først og fremmest understøtte vilkårene for en smidigere handel af både privat- og erhvervsejendomme, vurderer Ret&Råd.

”I øjeblikket ser vi en vækst i ejendomshandlerne. Hvis det fortsætter, vil den digitale løsning sætte tiden ned for at indhente relevante oplysninger. Derved kan de mange ekstra købere hurtigere realisere et køb af ejendomme,” siger Claus Munk.

Ret&Råd vurderer samtidig, at den såkaldte DIADEM-løsning mindsker tidspresset hos advokaten i godkendelsesproceduren, hvis der skulle være problemer i et dokument eller direkte manglende dokumenter.

Advokaten sikrer fortsat købet
Det ændrer dog ikke på kravet til købers advokats grundighed. Her er der stadig tale om et meget stort ansvar for advokaten. 

”Selvom dokumentet fremkommer hurtigere, så er det stadig indholdet, der er afgørende for advokatens rådgivning omkring købet. Advokaten har fokus på oplysninger, som kan have afgørende økonomisk indflydelse på købers situation. Købers økonomiske situation kan ændres dramatisk, hvis sælgers ejendomsmægler ikke har indhentet samtlige relevante oplysninger om ejendommen. Her er det sager om forurening, der blinker på lystavlen,” siger Claus Munk.

”Køber har hyret sin advokat til at sikre, at alle forhold er retmæssigt beskrevet og vurderet. Købers advokat påtager sig det fulde – forsikringsgaranterede - ansvar for handlen. Advokaten godkender ikke handlen, før alt er grundigt kontrolleret og vurderet.”

For flere oplysninger, kontakt:
Claus Munk, boligadvokat, Ret&Råd, mobil 23 38 82 84

###

Billedtekst:
Nyt informationssystem gør det fra den 1.1. 2011 meget nemmere for køber at hente informationer om ejendomme og handle hurtigere, siger boligadvokat Claus Munk, Ret&Råd A/S.
http://www.ret-raad.dk/