FOA

Det koster kassen at gå på efterløn

Pressemeddelelse   •   Feb 23, 2011 10:15 CET

Tallene er formodentlig rigtige, men fortolkningen er helt i skoven. Sådan lyder FOAs kritik af DI´s undersøgelse af efterlønnernes indtægter. Faktisk viser DI´s egen undersøgelse, at statskassen sparer milliarder på de 23.000 rigeste efterlønnere.

”DI har selv regnet sig frem til, at denne gruppe får 2 milliarder i efterløn. Men hvis de ingen indtægter havde, skulle de have efterløn for mindst 4 milliarder om året. Det er altså en meget kontant fordel for statskassen, at efterlønnerne bliver rigere. Samtidig er det den væsentligste årsag til at færre går på efterløn. Det er nemlig ikke en gavebod, som DI hævder,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

Han er skuffet over, at debatten om efterlønnen ikke er kommet længere.

”Det er utroligt, at vi stadig skal slå helt elementære ting fast. For eksempel, at hvis man arbejder ved siden af efterlønnen, så bliver det modregnet. Efterløn bliver altså en billigere ordning, når folk arbejder ved siden af. Det er derfor, man politisk har gjort rigtigt meget for at få flere efterlønnere til at arbejde,” siger Dennis Kristensen.

En anden del af DI´s undersøgelse går på, at en gruppe får udbetalt store beløb i pension, mens de er på efterløn.

”Reglerne for modregning i pensionen er meget indviklede, men kort kan man sige, at efterlønsmodtagerne bliver modregnet stadig større beløb. Samtidig skal man huske på, at hvis man bruger pensionspenge, mens man er på efterløn, så risikerer man at mangle dem senere. Det er så at sige sig selv, man låner af,” siger Dennis Kristensen.

Det er i øvrigt ikke blandt FOAs medlemmer på efterløn, man skal lede, hvis man gerne vil finde enorme indtægter. 8.328 af FOAs 15.694 efterlønnere får godt nok udbetalt pension ved siden af, men over 80 procent af dem får under 5.000 kroner om måneden. Og det er før skat og modregning i efterlønnen på mindst 50 procent. 

”Det er desværre ikke vores efterlønnere, der har store indtægter ved siden af. Det er vigtigt at holde sig for øje, at vores medlemmer er dybt afhængige af ordningen, hvis de skal have mulighed for selv at vælge en værdig tilbagetrækning, inden de bliver slidt op,” siger Dennis Kristensen.

Flere kommentarer

Forbundsformand Dennis Kristensen, telefon: 40184281