Finansministeriet

Det Økonomiske Råds efterårsrapport 2010

Pressemeddelelse   •   Okt 27, 2010 10:00 CEST

De Økonomiske Råd (DØR) har offentliggjort deres efterårsrapport 2010, der udover en vurdering af konjunktursituationen og den økonomiske politik denne gang har særligt fokus på produktivitetsudviklingen i Danmark.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen glæder sig over, at vismændene i rapporten bakker op om regeringens finanspolitiske linje. 

”Vismændene anbefaler, at konsolideringen af finanspolitikken starter i 2011, og vurderer, at regeringens planlagte opstramning er hensigtsmæssig og har en fornuftig størrelsesorden. Desuden bekræfter Vismændene, at den politik regeringen har planlagt frem mod 2013 vil indfri de henstillinger vi har fået fra EU.” 

DØR har lagt til grund, at det offentlige forbrug i 2011 vil flugte med de forudsætninger og aftaler mv., som indgår i finanslovsforslaget for 2011. Det indebærer et fald i det offentlige forbrug i 2011. DØR vurderer samtidig, at der er en risiko for udgiftsskred, idet der gennem de seneste årtier har været en tendens til, at de offentlige forbrugsudgifter er steget mere end det, som er aftalt og budgetteret. På den baggrund anbefaler Vismændene nye styringsmekanismer, der kan sikre, at udgifterne stiger som planlagt.

Hertil siger Finansminister Claus Hjort Frederiksen: 

”For at sikre, at udgiftsvæksten bringes ned på det planlagte niveau, har vi indført nye og stærkere styringsmekanismer, der først virker fuldt fra 2011 og frem. De nye mekanismer skal sikre, at de aftaler vi indgår med KL, også bliver overholdt. Vismændene vurderer så, at der skal endnu stærkere styringsmekanismer til for at komme i mål. Det er noteret, og vi deler fuldt ud vismændenes fokus på at holde udviklingen i de offentlige udgifter i kort snor.”

”Jeg noterer samtidig, at Vismændene bakker op om, at væksten i de offentlige udgifter skal ned i forhold til det vi har været vant til. Det er en uomgængelig del af svaret på de finanspolitiske udfordringer, vi står overfor efter finanskrisen. Der er ikke længere plads til, at der systematisk bruges flere penge, end vi aftaler og planlægger efter. Det skal høre op.” 

Finansministeren bider desuden mærke i, at DØR rapporten beskæftiger sig med muligheden for at bruge øget arbejdstid som et instrument til at forbedre de offentlige finanser. 

”Vismandsrapporten giver reelt S og SFs plan Fair Løsning et ordentligt skud for boven. Vismændene anbefaler at dæmpe de offentlige udgifter, mens oppositionen foreslår at lempe. Vismændene slår fast, at det er svært at finde instrumenter, der reelt kan øge arbejdstiden, som jo skal dække 15 mia. kr. af mankoen i Fair Løsning. Det mest oplagte instrument er ifølge rapporten en finansieret nedsættelse af marginalskatten. Det er på linje med det, regeringen allerede har gjort med Forårspakke 2.0. Men det var oppositionen jo også imod.”

Finansminister Claus Hjort Frederiksen hilser desuden velkomment, at DØR denne gang har sat fokus på produktivitetsudviklingen, som gennem en årrække har været skuffende i Danmark. ”Det er en central udfordring for Danmark og dansk erhvervsliv at løfte produktivitetsvæksten. Vi har gennem årene gennemført mange initiativer, som vil fremme væksten i Danmark, og vi har nedsat Vækstforum netop for at komme med gode forslag og ideer til, hvordan vi kan styrke væksten fremover.”