Beredskabsforbundet

DET SKAL DU GØRE, NÅR SIRENERNE HYLER

Pressemeddelelse   •   Aug 30, 2017 12:00 CEST

Beredskabsstyrelsen ændrer betydningen af lyden fra det landsdækkende netværk af sirener. Hører du sirenen, skal du gå ind og søge information hos DR eller TV 2.


BRS.DK: Du kender primært sirenerne fra den årlige test i begyndelsen af maj – og de fleste ved godt, at de kun hyler, når der er fare på færde. Men hvad betyder sirenevarslet mere præcist?

Indtil nu har sirenerne betydet, at man skulle gå inden døre, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg og søge information hos DR eller TV2. Det bliver ændret nu. Fra og med 30. august betyder sirenerne:

Gå ind og søg information hos DR eller TV 2

Der er flere årsager til, at betydningen af sirenesignalet opdateres. Hovedårsagen er, at budskabet bliver enklere og nemmere at huske. Og så har delen om ventilationsanlæggene givet anledning til forvirring i årenes løb.

- Efter Tjernobyl-ulykken tilføjede man til betydningen af sirenesignalet, at man skulle lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg. Umiddelbart giver det god mening på papiret, og det kan også være relevant i en given, specifik situation som for eksempel ved en nuklear ulykke. Men det har skabt mere forvirring end gavn som en generel beredskabsforanstaltning, når sirenerne har været taget i brug, siger Bjarne Siewertsen fra Center for Krisekommunikation i Beredskabsstyrelsen.

(...)

http://brs.dk/omstyrelsen/presse/nyheder/Pages/2017_08_30_ny-betydning-det-skal-du-goere-naar-sirenerne-hyler.aspxLæs mere hos Beredskabsstyrelsen

Vi er en frivillig organisation, som mener, at hjælp er en æressag.

Beredskabsforbundet er organisationen for alle frivillige i det danske redningsberedskab. Læs mere om organisationen her.

Hendes Majestæt Dronningen er protektor for Beredskabsforbundet.

Foruden at være det organisatoriske ståsted og repræsentere og oplyse om de frivillige og deres indsats i det danske redningsberedskab, bidrager vi med en afgørende, landsdækkende og lokalt forankret indsats for at styrke befolkningens selvhjulpenhed i forbindelse med ulykker og katastrofer.

Vores mål er at bidrage til et robust samfund og sikre, at beredskabstanken udbredes så borgere og redningsberedskab er sammen om at skabe øget tryghed for alle og enhver – i dag og i fremtiden.