Mungo Park

Dette burde skrives i nutid

Pressemeddelelse   •   Mar 12, 2012 12:30 CET

DETTE BURDE SKRIVES I NUTID er baseret på Helle Helles roman af samme navn, som i januar modtog den prestifyldte pris De Gyldne Laurbær. Det er første gang, Helle Helles litteratur dramatiseres til teatret. Stykket har premiere den 7. marts 2012 og spiller frem til den 20. juni.

Instruktør Martin Lyngbo har haft den store saks fremme, brudt romanen op og sat teksten sammen på en helt ny måde, der dog forholder sig tro mod bogens stemning, og alle replikker er Helle Helles ord.
Vi befinder os fortsat i Midtsjælland i 80’erne præ sociale medier og mobiltelefoner. Som et ekstra fortællelag flettes Helle Helles private lejlighedssange ind og ud af handlingen.
Hovedrollen Dorte Hansen bliver spillet af Marie Bach Hansen og doblet af Christine Albeck Børge, som også spiller faster Dorte Hansen og de øvrige kvindelige biroller. Kasper Leisner spiller alle mændene i Dorte Hansens liv – og dem er der mange af: Per Finland, fætter Lars, den unge Knud, som hører Pink Floyd og vil være lokofører, digtertypen Hase, som studerer i København og charmøren Leon i Haslev. Jonas Munck Hansen spiller de øvrige biroller og laver live soundtrack fra scenen.

Fakta:

Manuskript & instruktion: Martin Lyngbo 

Efter roman af: Helle Helle

Medvirkende fra Mungo Parks ensemble: Christine Albeck Børge, Jonas Munck Hansen, Kasper Leisner, Marie Bach Hansen.

Scenografi: Bodil Bay Schultz

Sangtekster: Helle Helle Musik: Jonas Munck Hansen

Mungo Park er et repertoireteater med et fast tilknyttet ensemble. Mungo Park lader det være op til publikum at afgøre, hvor længe en forestilling skal spille. Det kan vi gøre, fordi vi har fastansat et ensemble af landets mest talentfulde unge skuespillere. 

Hos os biver en god forestilling længe i repertoiret. Gode forestillinger skal have tid og plads til, at publikum kan komme og opleve dem!