Dansk Metal

DI og Metal: Afskaf euro-forbeholdet

Pressemeddelelse   •   Sep 27, 2010 11:04 CEST

Euro-forbeholdet hæmmer vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er budskabet i et fælles indlæg fra DI-direktøren og Metals formand i anledningen af 10-års dagen for danskernes nej til at fjerne forbeholdet.

Det er ti år siden, at et flertal i den danske befolkning sagde nej til at udskifte kronen med euroen. Dengang forudså DI og CO-industri politiske og økonomiske konsekvenser for Danmark ved at stå uden for euro-samarbejdet. Det har i den grad vist sig at holde stik. Fastholder Danmark sin enegang, har vi kun set begyndelsen.

Det mener direktøren for DI - Organisation for erhvervslivet og formanden for kartellet for industriansatte, CO-industri i hvert fald. 

I et fælles indlæg retter arbejdsgiver- og fagforeningslederen derfor en klar appel til politikerne om at få sat forbeholdet til afstemning igen hurtigst muligt. 

Indlægget blev bragt i Politiken søndag den 26. september 2010, og her skriver de to bl.a.: 

"I disse uger tager EU-landene nemlig skridt til en tættere økonomisk koordinering og langt mere overvågning af nationale vækstreformer, finanspolitik og budgetter. Overvågningen skal sikre en stram budgetdisciplin i alle lande. Samtidig belønnes de lande, der overholder kravene mens der ventes sanktioner mod de lande, som ikke gør. Der træffes vigtige og rigtige beslutninger i Bruxelles i dette efterår." 

Hans Skov Christensen og Thorkild E. Jensen peger på problemet, der er opstået i kølvandet på den græske krise: 

"For den græske krise viste, at en uansvarlig økonomisk politik i ét land reelt kan destabilisere økonomierne på et helt kontinent og dermed bringe arbejdspladser og velfærd i fare i mange andre lande. Dominoeffekten viser, at alle europæiske lande er økonomisk afhængige af hinanden, euro eller ej." 

Det giver problemer for Danmark: 

"Takket være euro-afstemningen for 10 år siden har den danske finansminister ikke en stol ved det vigtigste bord i EU, nemlig euro-gruppen. Her bliver beslutningerne om økonomisk koordinering og konkurrencepolitik reelt taget, og vi overlader dermed blindt til andre lande at træffe beslutninger om danske arbejdspladser."