Københavns Universitet

Digitalisering sætter ophavsretten under pres

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2011 06:27 CET

Udviklingen inden for digitalisering og massedistribution gør det sværere og sværere at håndhæve ophavsretten og rejser samtidig spørgsmålet, om vi er tjent med, at kunst og kultur tilhører nogle få personer eller organisationer. Eller om vi bliver mere innovative og kreative uden copyrightlovgivningen? Det er to af de hovedspørgsmål, som det internationale, tværfaglige forskningsprojekt CULTIVATE skal afdække.

- CULTIVATE angriber spørgsmålet om forholdet mellem copyright, kreativitet og kulturarv fra alle leder og kanter – et spørgsmål, som kun bliver mere og mere presserende, efterhånden som den digitale udvikling tager fart, siger professor, dr.phil. Helle Porsdam fra SAXO-Instituttet på Københavns Universitet, der er leder af forskningsprojektet.

Fil-deling eller forbud

Professor Helle Porsdam 
Foto: Suste Bonnén

Rettighedshavere som softwareudviklere og musikselskaber har i de seneste år haft deres hyr med at opdage og retsforfølge illegale distributører af deres ejendom. Det betyder blandt andet, at fil-delingstjenester som Rapid Share og Google Books konstant må overvåge og moderere indholdet på deres sites for ikke at blive sagsøgt, som det er sket for andre populære sites som Pirate Bay og Torrent Finder. 

Projektet skal bl.a. undersøge, om det er i samfundets bedste interesse, at ejendoms- og ophavsretslovgivningen fastholder det traditionelle ejerforhold over for digital videreformidling af kultur og viden. Helle Porsdam forklarer: 

- Det handler om, hvordan vi bedst understøtter og fremmer innovation og kreativitet. Spørgsmålet er, om man skal stramme lovgivningen og beskytte de traditionelle rettighedshaveres interesser, så de kan re-investere i ny-udvikling, eller om man skal lade de kreative processer få frit løb til at udvikle sig og skabe nye idéer.

Europæisk projekt

Over tre år skal projektleder Helle Porsdam og forskere fra universiteterne i Uppsala, London, Utrecht, Island og København forsøge at finde svar på dette og mange andre spørgsmål. Resultatet af forskningen foreligger i 2013 og præsenteres i en sammenfattende rapport og på en konference på Tate Modern i London.

Projektet er en del af EU’s HERA Joint Research Programme under temaet "Humanities as a Source of Creativity and Innovation".

Læs mere på http://www.cultivateproject.dk/

Kontakt

Professor Helle Porsdam
SAXO-Instituttet, Københavns Universitet
Mobil: +49 86 48 77 26
Mail: porsdam@hum.ku.dk

Kommunikationsmedarbejder Annette Borrell 
SAXO-Instituttet, Københavns Universitet
Mail: annette@hum.ku.dk
Telefon: 35 32 94 63