DLG

DLG rejser en milliard via virksomhedsobligationer

Pressemeddelelse   •   Jun 19, 2013 08:09 CEST

En af Danmarks største virksomheder, DLG, har tirsdag rejst en milliard kroner via virksomhedsobligationer. 

Siden efteråret 2012 har flere danske selskaber valgt at udstede danske virksomhedsobligationer med efterfølgende notering på NASDAQ OMX First North Bond Market. Nu vælger DLG-koncernen også at gøre brug af denne finansieringsform og har med succes rejst kapital fra danske og udenlandske investorer. Obligationerne blev placeret i løbet af få timer, og antallet af obligationer blev forøget undervejs på grund af stor efterspørgsel. Group CFO i DLG, Lars Sørensen, siger:

"Vi er meget tilfredse med den modtagelse, vores virksomheds-obligationer har fået af de professionelle investorer. Kun en håndfuld virksomheder herhjemme har givet sig i kast med danske virksomhedsobligationer før os, så at vi kan rejse en milliard kroner til en tilfredsstillende rente på så kort tid, er vi selvfølgelig glade for. DLG er et solidt selskab med en historie, der går over 100 år tilbage, så investorerne har vurderet, at der er en fornuftig investering forbundet med købet."

Virksomhedsobligationer - en strategisk beslutning
Virksomhedsobligationerne er et led i DLG-koncernens overordnede vækststrategi. For nylig styrkede DLG engagementet i det tyske energi- og byggeselskab Team AG, hvilket vil styrke koncernens indtjening og sikre, at DLG kommer et skridt nærmere det ambitiøse omsætningsmål på 60 mia. kr. Opkøbet gør, at DLG sandsynligvis rykker op blandt de ti største virksomheder i Danmark.

"Det er første gang, at DLG vælger at udstede virksomhedsobligationer, og det gør vi som et led i en strategi om at sikre en bredere finansiering, således at vi gør brug af flere finansieringskilder end de mere traditionelle bank- og realkreditlån. Derudover giver virksomhedsobligationerne adgang til en mellemlang finansiering, som vi hidtil har manglet," siger Lars Sørensen.

DLG har udstedt en femårig variabelt forrentet obligation med et rentespænd på 425 basis point. Obligationerne er udstedt i samarbejde med Danske Bank, Nordea og Nykredit.