Statens Museum for Kunst

Dommedag på Statens Museum for Kunst

Pressemeddelelse  •  2011-11-15 16:14 CET

Tilskrevet Cornelis de Vos. Dommedag, ca. 1600-25. Olie på egetræ 190,7 x 188 cm.

Takket være en stor donation fra Ny Carlsbergfondet har Statens Museum for Kunst erhvervet et ældre maleri med en højdramatisk og yderst sjælden ikonografi. Nyerhvervelsen indtager en central placering i den nye samlingspræsentation "Europæisk Kunst 1300-1800", som åbner d. 26. november.

Bevæbnet med flammesværd og buer og pile går engle til angreb på menneskeheden. Uden nåde slår de ned på en tumult af konger, gejstlige, lægmænd og mødre med små børn, mens skovbrænde hærger i baggrunden og en giftig gul regn vælter ned fra himlen af sortgrå røg. Over englene toner Gudfader på en regnbue iført pavelig tiara. Han flankeres af Kristus og Maria, som knæler i forbøn for menneskene.

Det 190,7 x 188 store maleri Dommedag er doneret af Ny Carlsbergfondet og vises for første gang offentligt, når samlingspræsentationen "Europæisk Kunst 1300-1800" åbner d. 26. november på Statens Museum for Kunst.
Læs mere om Europæisk Kunst 1300-1800.

PRESSEMØDE: 22. november fra kl. 11.
TILMELDING til pressemødet: E jakob.fibiger@smk.dk eller T +45 3374 8474.
OBS: Pressemødet er forbeholdt pressen
Læs mere om pressemødet.
Læs pressemeddelelse.

Sjældent motiv
Maleriets ikonografi er særdeles sjælden og har litterær forankring i Johannes' dommedagsvision, i beretningen om det sjette segl (9:13-21). Her fortæller Johannes om Gud, der beder den sjette engel om at slippe de fire kampengle løs, så de kan straffe menneskene. Apokalypsens beretning fortæller videre om enorme rytterhære og de tre plager ild, røg og svovl, som gjorde det af med præcist en tredjedel af menneskene. Men som Johannes beretter, fik det ikke de overlevende på bedre tanker. De holdt ikke op med at tilbede dæmonerne og afgudsbillederne, og "de omvendte sig ikke fra deres myrderier og trolddomskundskaber og utugt og tyveri."

Baggrund
Dommedags kunstneriske virkemidler, svulstige ikonografi og symbollæssede detaljer er typiske for den stilart, man kalder manierismen. I et tidligt auktionskatalog tilskrives maleriet den flamske kunstner Cornelis de Vos (ca. 1584–1651). En fremtidig undersøgelse på Statens Museum for Kunst vil afsløre, om museets forskere kan fastholde tilskrivningen, eller måske give et bedre bud på ophavsmandens identitet. Visse elementer peger på, at kunstneren muligvis skal søges blandt Cornelis de Vos’ lidt ældre kolleger, det vil sige malere i Antwerpen i slutningen af 1500-tallet og omkring år 1600.

Dommedag blev erhvervet på en auktion i 1965 af en nu afdød dansk privatsamler. Hans hustru gennem mange år fulgte hans ønske og tilbød et museum at købe det. Valget faldt på Statens Museum for Kunst. Museet reagerede straks på henvendelsen og har nu takket være Ny Carlsbergfondet sikret sig et enestående værk, der på bedste vis komplementerer museets rige samling af flamsk kunst.

Nyerhvervelser og nyrestaureringer
Udover dommedags-billedet byder "Europæisk Kunst 1300-1800" på andre nyheder, som for første gang ser offentlighedens lys, når samlingspræsentationen åbner. Derudover har museets konservatorer været på overarbejde i forbindelse med forberedelserne. En række malerier har været igennem konservatorernes kyndige hænder, så de nu kan vises frem med stort set samme kraft og pragt, som da de gamle mestermalere satte de sidste penselstrøg på dem. Bl.a. har konservatorerne nyrestaureret tre portrætter af en gesandt fra Congo og hans tjenere, som menes at være udført af den hollandske kunstner Albert Eckhout (1610-65). De tre malerier udstilles nu for første gang efter mange års deponering på Nationalmuseet.

Når Statens Museum for Kunst køber ind
Museets væsentligste mål for erhvervelse af ældre udenlandsk kunst er at tilføje enkeltværker af høj kunstnerisk kvalitet, der nuancerer og supplerer repræsentationen af kunstnere, skoler eller bestemte motivtyper i samlingen. Statens Museum for Kunst sigter mod erhvervelser, der på afgørende vis dækker ’huller’ i museets samling eller kompletterer den ved at føje væsentlige aspekter til en kunstners værk, en lokal skole eller genre.

PRESSEFOTOS kan downloades her.


For yderligere oplysninger:

Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig
jakob.fibiger@smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Eva de la Fuente Pedersen
Museumsinspektør
eva.pedersen@smk.dk
T +45 3374 8532

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.