DONG Energy A/S

DONG Energy indvier supereffektivt gasfyret kraftværk i Wales

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2011 10:02 CET

Pressemeddelelse fra DONG Energy A/S sendt kl. 10:02 torsdag d. 10. februar 2011

DONG Energy indvier supereffektivt gasfyret kraftværk i Wales

Nyt kraftværk skal styrke forsyningssikkerhed og reducere CO2-udledning

DONG Energy indvier i dag sit første kraftværk i Storbritannien, det gasfyrede Severn Power Station. Værket er beliggende ved Newport i det sydlige Wales og har en kapacitet på 824 megawatt. Det kan producere el svarende til omkring 1,5 millioner husstandes årlige forbrug.

Kraftværket vil i mange år fremover bidrage væsentligt til at dække det britiske forbrug. Det vil også være med til at begrænse klimapåvirkningen, idet der anvendes den mest moderne teknologi, som er til rådighed. Med en effektivitetsgrad på cirka 58 % er ydeevnen således forbedret med op til 10% i forhold andre gas- og kulfyrede kraftværker. Dermed reduceres udledningen af CO2 markant.

 

”Severn Power Station er et vigtigtskridt i forlængelse af vores strategi om at opnå en mere miljøvenlig energiproduktion. Vi satser på naturgas, fordi det er en fleksibel og attraktiv energikilde i arbejdet med at reducere CO2-udledningen,” siger Anders Eldrup, adm. direktør i DONG Energy.

 

Den britiske energiforsyning står over for en kæmpe udfordring, idet 25 % af produktionskapaciteten vil være forældet i 2018. Hvis ikke der sker noget drastisk her og nu, kan forsyningssikkerheden ikke opretholdes. DONG Energy hjælper med at løse udfordringen og udvikler herigennem nyt vækstpotentiale og nye forretningsmuligheder.

 

"Det nye kraftværk er et vigtigt bidrag i bestræbelserne på at give Wales en førende position i den britiske energiproduktion," siger Carwyn Jones, First Minister i Wales, og fortsætter:

“DONG Energy‘s betydelige investering vil spille en vigtig rolle i vores arbejde med at styrke forsyningssikkerheden og reducere vores CO2-fodspor. Desuden har opførelsen af værket og den daglige drift en positiv effekt for beskæftigelsen i lokalområdet."

 

 

Fakta:

  • Kraftværket har kostet omkring fem mia. kroner at opføre.
  • DONG Energy købte i marts 2009 projektet af Welsh Power.
  • Severn Power Station blev sat i kommerciel drift i november 2010.
  • Værket er opført på godt og vel to år, der er brugt mere end tre millioner arbejdstimer, og der har ikke været arbejdsulykker under opførelsen.

 

Der kan downloades billeder af værket og indvielsen på:

http://dong.xmedia.dxp.dk

Brugernavn: presse

Password: dongenergy

 

Fakta om DONG Energy:

DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle med energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere og omsatte for knap 50 mia. kr. (EUR 6,6 mia.) i 2009. For yderligere information, se dongenergy.com



Kontaktinformation:

For yderligere information:

 

DONG Energy Media Relations

Andreas Krog

+45 9955 2023