DR Kommunikation

DR fik bronze ved VM i Radio

Pressemeddelelse   •   Jun 21, 2011 08:50 CEST

Helt præcis var det P1-programmet ’Detektor’, som Thomas Buch-Andersen er vært og redaktør på, som hentede metallet, og udsendelsen får prisen i kategorien ’Bedste, faste taleprogram på radio’.

’Detektor’ har været sendt siden starten af 2011, og det er P1’s tjek af fakta og tal i den aktuelle debat. ’Detektor’ undersøger i hvor høj grad dét, magthavere, meningsdannere og medier siger, faktisk også kan dokumenteres.

VM i Radio har været holdt de seneste 54 år som en del af New York Festivals. Programmer fra 30 lande har dystet, og det er jurymedlemmer fra næsten lige så mange lande på fem kontinenter, der er med til at udpege det ypperligste inden for radio lige nu.

Faktatjek-journalistik
”Jeg er rigtig glad for prisen. Det er først og fremmest en hyldest til det hold, der har været med til at skabe et helt nyt koncept i DR. Det er et forrygende rart skulderklap at få så tidligt i programmets historie, for vi er kun lige begyndt og har gode planer for fremtidens faktatjek-journalistik,” siger Thomas Buch-Andersen.

Vil styrke den journalistiske gennemslagskraft
Også kanalchefen på P1, Anders Kinch-Jensen, glæder sig over bronzen til P1-programmet.

”Det er en stor glæde, at ’Detektor’-holdet får så stor en anerkendelse efter kun fem måneders arbejde. P1 vil styrke den journalistiske gennemslagskraft og være danskernes genvej til viden, og det er ’Detektor’ et levende bevis på,” siger han.

’Detektor’ bliver sendt onsdage klokken 11.03 på P1 – med genudsendelse torsdag klokken 15.03 på samme kanal.  Ifølge DR Medieforskning bliver hvert program i gennemsnit hørt af 97.000 lyttere.

De seneste uger har ’Detektor’ blandt andet set på vidt forskellige emner som tallet for hjemmerøverier, antallet af lobbyister, forskelle på studerendes forberedelsestid og set på, hvor troværdige undersøgelserne, der spørger folk, om de lyver, i grunden er.