DR Kommunikation

DR har brugt Facebook for ukritisk

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2011 07:42 CET

”Der er fin logik i, at DR er til stede i dette sociale netværk, som næsten halvdelen af befolkningen er med i. Men selvom så mange er med, bør DR ikke bruge Facebook eller andre sociale medier på en måde, der afskærer ikke-medlemmer fra at deltage i debatter eller få adgang til redaktionelt indhold,” skriver lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup i sin beretning.

Kritikken går på, at der ikke bør være unikt DR-indhold, som kun er tilgængeligt via Facebook. Og så er omtalen ofte gået over gevind:

”Henvisninger til Facebook fra tv- og radioudsendelser bør udføres med omtanke og mådehold. Der skal være en stærk redaktionel begrundelse i hvert enkelt tilfælde, så man ikke risikerer, at det får karakter af reklame,” skriver Jacob Mollerup.

Men hvis den slags hensyn respekteres, kan samspillet med sociale medier som Facebook blive en styrkelse af DRs dialog med lyttere og seere, fremhæver beretningen.

”Det er mit klare indtryk, at DR er meget lydhør over for denne kritik. Svaret til mig har været, at der nu er nye retningslinjer på vej. Jeg håber det vil løse problemerne”, siger Jacob Mollerup.

Pres på nyhedsmøllen
En af de hyppigste klager til DR, handler om sprogfejl og manglende præcision i de mange historier, der løbende kommer på dr.dk, tekst-tv, DR Update og så videre, fremgår det af beretningen fra lytter- og seerredaktøren.

”Uagtet at pressede redaktioner kæmper for at holde kvaliteten, er det en kendsgerning, at fejlene er mange. Tempoet er højt og korrekturen er sparet væk for længst. Når der laves mange versioner af samme historie til forskellige platforme, er det samtidig en latent risiko, at nuancer og forbehold svækkes undervejs og nye fejl opstår,” konstaterer Jacob Mollerup.

Beretningen diskuterer forskellige veje til at reducere problemet – herunder færre enheder, bedre kildeangivelser og bedre fejlretning.

Sammen med redaktørberetningen har lytter- og seerredaktøren offentliggjort en større gennemgang af halvårets mest udbredte lytter- og seerkritik (Kritikkens top-20) samt en gennemgang af alle halvårets ankesager. Se www.dr.dk/etik.