DR Kommunikation

DR inviterer unge indenfor

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2010 11:44 CET

I disse dage modtager 46.000 unge imellem 18-25 år et brev fra DR, som inviterer dem til at deltage i projektet DR Partisan på Facebook eller dr.dk/partisan, hvor de kan søge jobbet som "rebelsk community manager" og deltage i en idékonkurrence.

Henvendelsen er en del af et projekt, som opfordrer specielt unge til at fortælle, hvad de mener, DR bør tilbyde dem. Det er første gang, DR bruger Facebook til at gå i dialog med den yngre målgruppe om, hvilke ønsker de har til DRs indhold.

"Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner," siger kommunikations- og markedsføringsdirektør Thomas Hertz.

Bliv community manager
I første omgang søger DR en community manager til www.facebook.com/DRpartisan.  Opgaven bliver at skabe opmærksomhed om projektet ved at arrangere events i hele landet samt at være vært på Facebook-siden og besvare brugernes spørgsmål.

I DR ønsker man, at så meget som muligt af projektet bliver styret af brugerne selv. Derfor er det vigtigt, at finde en person udefra til at varetage opgaven som community manager.

Jobbet kan søges fra den 3. november, og det er brugerne selv, der bestemmer, hvem de vil have som community manager.

Fortæl DR hvad du vil ha'
Når community manageren for DR Partisan er fundet, går projektet ind i sin sidste fase: Idékonkurrencen. Her er det muligt at komme med konkrete programforslag.

"Der sidder helt sikkert mange talenter med massevis af idéer til DRs indhold, som bare mangler en platform at aflevere dem til - det får de nu," siger Thomas Hertz.

For at følge projektet skal man gå ind på Facebook.com/DRpartisan og trykke på "Synes godt om". Derefter er det muligt at gå direkte til idekonkurrencen og skrive, hvilket indhold man mener, DR bør tilbyde unge.

Det er brugerne selv, der bestemmer, hvilke ideer der skal vinde. Idékonkurrencen afvikles i fem runder fra januar til april 2011. Hver af de fem vindere får eksperthjælp for 30.000 kroner til et udviklingsforløb og en prøveversion af deres projekt, som de i en stor, afsluttende pitch får lov til at  præsentere for DRs topledelse.

"Ved at give mulighed for at udvikle en professionel prototype, giver vi selve idéen mere liv, så deltagerne får en ærlig chance, når de skal pitche deres ide. Vi kan naturligvis ikke garantere, at ideerne bliver til noget, men vi håber på det," siger Thomas Hertz.

Se mere om hele DR Partisan på www.facebook.com/DRpartisan.