DR Kommunikation

DR-journalister frikendt i sag om skjult kamera

Pressemeddelelse   •   Okt 05, 2010 08:34 CEST

'Kontant' handlede den 27. januar 2009 om omfattende problemer med illegal handel med racehunde i Danmark. Med skjult kamera afslørede to DR-journalister privatpersoner, som på trods af, at de har fået afslag på erhvervsmæssig handel med hunde, alligevel systematisk opdrættede og solgte racehunde ulovligt.

'Kontant' talte i programmet med flere forbrugere, som havde købt hundehvalpe hos de pågældende, og som efterfølgende har kunnet konstatere både rod i hvalpenes papirer og flere alvorlige sygdomme.

De illegale opdrættere, som blev afsløret i programmet, har efterfølgende meldt de to DR-journalister til politiet for at have foretaget de skjulte optagelser. Og det er det spørgsmål - altså om det var juridisk grundlag for at bruge skjult kamera i det konkrete program - som byretten har taget stilling til.

Redaktør på Kontant Lisbeth Kølster udtaler:

"Skjult kamera bør altid anvendes med stor forsigtighed. I det konkrete tilfælde havde vi på redaktionen en meget stærk mistanke - blandt andet fordi vi havde fået en række troværdige tilkendegivelser fra Dyrenes Beskyttelse og fra private forbrugere, som følte sig ført bag lyset. Men dette er selv sagt ikke dokumentation i sig selv, og derfor valgte vi at dokumentere ulovlighederne med skjult kamera."

Programmet om illegal handel med hunde i Danmark kan ses på dr.dk/kontant