DR Kommunikation

DR K's Kunstquiz: Kunstformidling med humor

Pressemeddelelse   •   Sep 17, 2010 08:59 CEST

I hvert program tages værker op fra magasinerne for at blive bedømt, datomærket og identificeret. Her udfordres quizzens deltagere i dybden på deres evne til at se forskel på f.eks. Kathrine Ærtebjerg, John Kørner, Jens Juel eller Gustav Pilo.

Deltagerne kommer også på en hård prøve, når de skal gætte, hvad værten Adrian Hughes forestiller, når han på bedste Grethe Sønck-manér mimer sig igennem verdenskunsten. Mange vil genkende hans versioner af verdensberømtheder som Den lille Havfrue, Venus fra Milo og Frihedsgudinden.

Men kan de også gennemskue hvornår han er Christos indpakkede Rigsdagsbygning i Berlin, Gagarinmonumentet i Moskva eller Kai Nielsens Ymerbrønd i Faaborg?

Mindst lige så svær er kategorien "Tegn og Gæt", hvor en quizdeltager tegner verdensberømte værker som hans holdkammerater skal gætte på tid.

Herudover quizzer deltagerne på billeder af nogle af verdens mest berømte kunstværker, så der skulle være rig lejlighed for seerne til at gætte med på hvad der er hvad. Hvis man vil gøre det ekstra svært for sig selv kunne man jo skrue lyden ned, opfordrer værten.

Scavenius er med igen

DR K har sikret sig to knivskarpe, charmerende og vidende hold, som er gennemgående i alle otte programmer. Veteranen Bente Scavenius går igen fra første kunstquiz. Hun flankeres af kunstmaler og akademiprofessor Jesper Christiansen og af gallerist Christina Wilson. De mødes af et hold ledet af kunstkritiker ved Politiken Trine Ross. Hun får hjælp af vurderingsekspert fra Bruun-Rasmussens Auktionshus Kasper Nielsen og af kunstmaleren, forfatteren m.m. Martin Bigum.

- Kunstquizzen bliver genoplivet, fordi det ligger lige til højrebenet for DR K: Vi skal favne kulturen i alle dens afskygninger fra Kandinsky til Carl Barks, med formidling og gode, mangfoldige oplevelser som et fællestræk, og jeg synes netop det er lykkedes rigtig godt for Adrian og holdet at genopfinde kunstquizformatet, så det formidler kunsten klogt, levende, engageret og opdateret til 2010. Og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi har fået overordentlig mange opfordringer fra seerne til at genoplive netop kunstquizformatet, fortæller DR K's kanalredaktør, Flemming Hedegaard Larsen.

Det kan kunstquiz-vært Adrian Hughes, som til daglig laver Smagsdommerne på DR2, bekræfte:
- Vi lavede en enkelt udgave af den i marts i forbindelse med en temauge på DR K, og aldrig nogensinde har jeg fået så indtrængende henvendelser fra seere som ville se mere. Jeg fik håndskrevne breve fra seere fra Tåsinge til Thyborøn som sagde at det var på tide at DR K benyttede lejligheden til at gå såvel oplysende som underholdende til kunsten. Det har vi så efter bedste evne gjort, siger han.

Seriens otte afsnit er tilrettelagt af Lone Krüger Bodholt, Tore Leifer og Birgit Nissen Pedersen.