DR Kommunikation

DR præsenterer fem værter til ny DAB-kanal

Pressemeddelelse   •   Okt 27, 2010 09:22 CEST

Kanalen kan høres på DAB og net fra foråret 2011, og DRs kanalchef for digital radio, P2, P3 samt P4, Ole Mølgaard, ser frem til at byde lytterne på solid, journalistisk musikformidling:

- Det er mig en stor glæde at kunne præsentere denne håndfuld som de første værtsnavne på den nye kanal. Det er vores ambition at lave en ny radiokanal, der lever og ånder for musikken uden for mainstream, siger han og tilføjer:

- De fem navne vi præsenterer i dag er alle fantastiske værter og formidlere - og frem for alt store musikelskere. Camilla Jane Lea og Carsten Holm er kendt som musikværter og journalister på P3 gennem mange år, Krede som vært, DJ og musikredaktør i DR, Anders Bøtter har vist sig som et lysende værtstalent på 'Sort Søndag', og Jan Sneum - som nu altså vender tilbage til æteren - er intet mindre end en 'Grand Old Man' inden for rockjournalistik i radioen og musikformidling på dansk grund.

Om værterne

Camilla Jane Lea kom til DR i 2002 og har bl.a. været musikchef i DR Ung, hvor hun stod for at lancere musikprogrammet Boogie. Hun har været vært på en række P3-programmer, bl.a. 'Musikterapi på P3' samt 'Darth Vaders sommerhus' og har desuden været vært på musikprogrammet Backstage på DR2.

Carsten Holm har været i DR gennem mange år som musikjournalist, vært og producer på P3 og i DR Musik. Han har blandt andet været vært på musikprogrammer som P3 Rock og Heavyland, og har været en af de drivende kræfter bag P3-talentudviklingsprojektet KarriereKanonen, helt fra den skød sit første hold danske talenter ud over rampen for et årti siden.

Krede er musikredaktør i DR og har lang erfaring som vært, dj og producent. Tidligere har han arbejdet for ZTV og TV 2, været medejer af Fjernsynsfabrikken og ikke mindst lavet en række programmer på P3, f.eks. 'D'StoreMix', sammen med Thomas Madvig. Ved siden af har Krede haft sin egen musikkarriere som en anerkendt dj gennem de seneste årtier.

Anders Bøtter er vært på metal-programmet 'Sort Søndag', der på opfordring fra lytterne gik i luften i foråret. I øjeblikket sendes programmet på DR Rock og på nettet, men fortsætter på den nye kanal og på nettet, hvor Anders Bøtter sidder i centrum, når knap 4000 heavyfans debatterer på Facebook.

Jan Sneum er fotograf og musikjournalist og har været i DR siden 1980, bl.a. som mangeårig leder af P3 Live og producent hos DR Rytmisk. Han har været redaktør på flere opslagsværker om rockmusik, bl.a. Politikens Store Rockleksikon, og har været en af initiativtagerne og hoved-kræfterne bag KarriereKanonen. Desuden var han en nøgleperson gennem flere år bag projektet Radiohuset Rocker, hvor DR inviterede den uafhængige og alternative rock inden for på Rosenørns Allé til koncerter, paneldebatter og mulighed for at nå et bredere publikum.