Det Kongelige Teater

DR radiotransmitterer Det Kongelige Teaters store Verdi/Shakespeare-fejring

Pressemeddelelse   •   Dec 19, 2013 13:36 CET

Det Kongelige Teater og DR er gået sammen om at markere den enestående begivenhed, at Det Kongelige Teater i denne sæson har opført alle Verdis Shakespeareoperaer, Macbeth, Otello og Falstaff. De tre operaer sendes op til nytår i DR P2 som en særlig nytårsgave til radiolyttere over hele landet.

Det Kongelige Teater har opført alle Verdis Shakespeareoperaer, for at markere Verdis 200-år og Shakespeares 450-år, der falder i sæson 2013/14. Opførelsen af de tre operaer i en unik scenografi, der løb som en rød tråd gennem alle operaerne, er blevet til med særlig støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, og radiooptagelsen af operaerne er sikret i kraft af særlig økonomisk støtte fra Kulturministeriets projektpulje.

Henrik Sten Petersen, konstitueret daglig leder på Det Kongelige Teater udtaler: ”Jeg er rigtig glad for, at det med støtte fra Kulturministeriets projektpulje er lykkedes at få lavet en samlet radiotransmission af de tre Verdioperaer. At opleve de tre forestillinger i forløb i Operaen var en enestående begivenhed, nu er det samme muligt for radiolyttere i hele landet. Det glæder mig naturligvis også, at vi har genoptaget samarbejdet med DR, et samarbejde som vi planlægger at udvide i det nye år.”

De tre operaer sendes tre dage i træk mellem jul og nytår:

Macbeth: 28. december kl. 19.20
Med Dario Solari og Anne Margrethe Dahl i hovedrollerne som det magtsyge ægtepar, som ikke står tilbage for noget, for at sikre sig magten. Dirigent: Paolo Arrivabeni

Otello: 29. december kl. 19.20
Med Raymond Very, Ann Petersen og Lucio Gallo i hovedrollerne som den jalousifyldte Otello og hans hustru Desdemona, der manipuleres af den magtsyge intrigemager Jago.  Dirigent Pier Giorgio Morandi

Falstaff: 30. december kl. 19.20
Med amerikanske Donnie Ray Albert i centrum som den storskrydende kujon af en helt, Sir John Falstaff, omgivet af en perlerække af Den Kongelige Operas sangere. Dirigent: Neville Dove

For yderligere information eller aftale om interview/reportage kontakt venligst PR Ansvarlig Louise Pedersen på telefon 33696988/mobil 40530035 eller pr. e-mail lope@kglteater.dk

Med venlig hilsen
Presseafdelingen
Det Kongelige Teater
E-mail: presse@kglteater.dk
Telefon: 33696983
Web: kglteater.dk


Det Kongelige Teater