DR Kommunikation

DR spiller lutter dansk musik den 28. oktober

Pressemeddelelse   •   Okt 20, 2010 09:16 CEST

Da kan Spil Dansk Dagen fejre 10 års fødselsdag, og DR Radio kipper med flaget ved at lade P2, P3 og P4 spille 100 procent danske toner på dagen.

Samtidig sender DR Radio direkte fra den landsdækkende fællessang. På kunstmuseet Aros i Århus vil sangerinden Ida Corr, et seks mands-orkester og et kor bestående af 600 børn og unge fra skole- og gymnasieklasser blandt andet byde på ’I Østen stiger solen op’ og Sebastian-klassikeren ’Romeo’. Og går alt som tidligere år vil tusindvis af børn og voksne stemme i rundt omkring på skoler, sygehuse, plejehjem og arbejdspladser.

Alle får mulighed for at synge med, da både P2 og P4 sender direkte fra Århus fra klokken 11.03 til 11.30. Det er værten fra Café Hack, Søren Dahl, der er vært på ’Spil Dansk’-programmet, hvor sløret også bliver løftet vinderen i KODA’s årlige sangkonkurrence.

Efter fællessangen fortsætter P4 og Søren Dahl klokken 11.30 med at sætte fokus på ’Spil Dansk-dagen’ sammen med Ida Corr.

I år er det altså 10. gang, at KODA sammen med DR og en lang række organisationer giver den danske musik sin egen dag.

Tyvstarter med dansktop-hyldest
Men i DR tyvstarter ”festen” allerede i denne uge, når DR – sammen med KODA - fejrer dansktoppen med koncerten Sikke'n Fest. Her vil sangere som Birthe Kjær, Peter Belli, Maria Stenz, Bjørn Tidmand, Claus Hempler, Gitte Hænning, Susanne Lana og Dario Campeotto hylde genren, der blev opkaldt efter P3’s populære program fra 1968-1977 med Jørn Hjorting som vært.

Koncerten foregår for et totalt udsolgt Koncerthuset i aften, onsdag den 20. oktober, hvor DAB- og netkanalen P5’s lyttere også kan høre med direkte. På lørdag klokken 20.00 kan seerne så se Hella Joof og Jarl Friis-Mikkelsen byde velkommen til showet på DR1.

”Musikken spiller en helt central rolle for DR – både fordi vi spiller den i radioen, og fordi DR har en lang række musikere ansat i orkestre og kor. ’Spil dansk’-dagen er en fin markering, som DR synes, det er naturligt at være en del af,” siger kanalchefen for P2, P3, P4 og DRs digitale kanaler, Ole Mølgaard.

Dansk musikprocent på vej op
Han understreger, at DR bestemt heller ikke har ligget på den lade side med at spille dansk musik de senere år.

”Vi spiller meget dansk musik til daglig, og ser man på hele sidste år var 31 procent af cd’erne og pladerne på P2 danskproducerede, på P3 var tallet 36 procent, mens lige knap halvdelen – eller 48 procent, var det på P4,” siger Ole Mølgaard, der tilføjer, at procenten faktisk er steget en smule de senere år.

”Men torsdag den 28. oktober kan den ganske enkelt ikke blive højere. Da er vi helt og aldeles vilde med dansk og oppe på en procent på 100,” siger han.