DR Kommunikation

DR1 dokumentar: Fede tider

Pressemeddelelse   •   Feb 23, 2011 07:40 CET

Kort før jul 2010 satte sundhedsminister Bertel Haarder en umiddelbar bremse på den voldsomme vækst i antallet af fedmeoperationer i Danmark. Ifølge læger burde indgrebet være sket tidligere af hensyn til patienterne:

- Vi har advaret igennem længere tid, siger læge og vicedirektør ved Hvidovre Hospital, Torben Mogensen.

Gastric bypass - alvorlige bivirkninger

I DR1 dokumentaren ”Fede Tider”, der sendes i morgen kl. 20.00 på DR1, fortæller et forældrepar bl.a. om, hvordan deres fedmeopererede søn døde som følge af bughindebetændelse efter tarmslyng. Tarmslyng er netop én af de bivirkninger, som lægerne frygter efter en Gastric Bypass operation.

En Gastric Bypass operation udføres på mindre end en time. Ved operationen skæres mavesækken og tyndtarmen over. Tarmen føres uden om den største del af mavesækken, og fæstnes igen på toppen af den resterende mavesæk. Selvom der er tale om et betydeligt indgreb, har bivirkninger og skader ved operationen fyldt meget lidt i den offentlige debat. Men bivirkningerne kan være alvorlige, og ifølge udenlandske undersøgelser vil 10 procent af patienterne opleve bivirkninger, der kan variere fra blødning og lækage til alvorlige komplikationer som bughindebetændelse og tarmslyng:

- Der er en dødelighed ved fedmekirurgi. Det er jo en stor operation når man skærer hul i mavesækken og tarmene og syr dem sammen. Det øger naturligvis risikoen. Efter operationen er der en risiko for, at der kan gå hul nogle af de steder, hvor man har syet maven og tarmene sammen. Det kan medføre bughindebetændelse, som er en meget alvorlig og livstruende problematik, siger Bjørn Richelsen, der er overlæge ved Århus Kommunehospital..

Register blev aldrig gennemført

Da Gastric Bypass operationerne blev sat i gang i 2005, var planen, at bivirkninger skulle indrapporteres til et offentligt register, så lægerne kunne følge udviklingen. Et sådant register er imidlertid aldrig blevet gennemført, fortæller læge og vicedirektør ved Hvidovre Hospital, Torben Mogensen. Konsekvensen er ifølge Torben Mogensen, at lægerne i dag ikke har overblik over, hvor mange patienter, der oplever bivirkninger, eller hvor alvorlige, de er. Lægerne ved heller ikke, hvor mange der er døde efter operationen.

Operationerne, som allerede er blevet foretaget på tusindvis af danske patienter, kan ikke føres tilbage. De fedmeopererede er patienter resten af deres liv. Langtidsfølgerne er en ukendt faktor, fortæller Torben Mogensen. Blandt andet ved lægerne ikke med sikkerhed, hvordan patienterne senere i livet vil optage vitaminer og mineraler, da de ikke længere kan optage stofferne naturligt. Det bekymrer Torben Mogensen:

- Vi har ikke set alle langtidsbivirkningerne endnu. Det kan være det går godt. Men hvis det viser sig, at patienterne i virkeligheden ikke absorberer vitaminerne så godt, får det konsekvenser på længere sigt.

Stigning i antallet af operationer:

Gastric Bypass blev tilbudt som behandling i 2005, hvor 281 patienter blev opereret. Som følge af behandlingsgarantien steg antallet af operationer voldsomt og toppede i 2010 med 4255 operationer. I de seneste 6 år er omkring 11.000 danskere blevet opereret.

- Det var ikke meningen, at vi skulle operere så utrolig mange, siger Torben Mogensen.

80% af patienterne er blevet opereret på privathospitalerne. Jens Fromholdt er én af de kirurger, som har opereret flest patienter. Han erkender, at der er en risiko for bivirkninger, men mener, at risikoen skal sættes i forhold til risikoen ved ikke at operere.

- Mange af de her patienter har i forvejen en stor risiko for alvorlige følgesygdomme af deres fedme. Derfor har mange patienter en større risiko, hvis de ikke bliver opereret. Men det er der jo ingen der taler om.

Følger to patienter

Dokumentaren følger blandt andre patienterne Maria og Serina, der er bange for at dø af deres overvægt. Derfor vil de gerne have en fedmeoperation, så de kan få en ny start på livet – på trods af at de er bekendt med risikoen for komplikationer:

- Jeg ved, hvad der kan ske mig med denne operation. I sidste ende kan det koste mig livet. Men jeg er villig til at løbe risikoen, siger Serina Kildehave.

  • DR1 dokumentar: Fede Tider. I morgen kl. 20.00 på DR1