DR Kommunikation

DR2 viser Defamation til april

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2011 09:18 CET

"Defamation" betyder bagvaskelse eller ærekrænkelse. Det er også titlen på en israelsk film, hvor  instruktøren Yoav Shamir problematiserer eksistensen af den moderne antisemitisme. Ifølge instruktøren kan en amerikansk-jødisk organisation, der arbejder på at bekæmpe antisemitismen, nemlig ikke fremvise reelle eksempler på antisemitisme.

Filmen har givet anledning til en del debat. Noget af debatten har handlet om, at DR2 skulle have afvist filmen. Men det er ikke tilfældet. DR2 har aldrig sagt nej til at vise Defamation, og DR2 har aldrig været tøvende overfor om filmen skulle vises. DR2 har derimod arbejdet på at præsentere og sende filmen i en sammenhæng.

Har hele tiden ønsket at vise den
"Det er ikke unormalt, at dokumentarfilm ligger et stykke tid, inden vi sender dem. Vi har film, der har ligget længere på hylden end Defamation," siger dokumentarchef på DR2 Mette Hoffmann Meyer og fortsætter:

"Vi har hele tiden ønsket at vise Defamation. Udfordringen har været, at præmissen for filmen ikke er særlig klar. Som seer efterlades man med en følelse af, at filmen ikke når hele vejen rundt om sit emne. Og det er ærgerligt, for temaet er faktisk interessant. Derfor har vi arbejdet på at tydeliggøre filmens præmis for seerne og sætte den ind i en større ramme."

DR2 sender filmen i april sammen med andre indslag, der behandler den moderne antisemitisme.

"Vi sender bl.a. en amerikansk dokumentarfilm om antisemitisme i den 21. århundrede. Den forklarer, hvorfor Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder registrerer en stigende antisemitisme i Europa - specielt i England og Frankrig. På den måde sikrer vi, at seerne kan få et mangfoldigt og alsidigt billede," siger Mette Hoffmann Meyer.