DTU Danmarks Tekniske Universitet

DTU dominerer ny ranking

Pressemeddelelse   •   Sep 17, 2010 09:11 CEST

Det Britiske tidsskrift Times Higher Education (THE) har i samarbejde med informationsudbyderen Thomson Reuters udarbejdet en samlet vurdering af de vigtigste universiteter i verden. Ranglisten placerer DTU som nr. 122 i verden, nr. 36 i Europa og som nr. 4 i Norden.

Ranglisten måler universiteterne på fem kategorier: Undervisning, citationer, forskning, international orientering og endelig videnoverførsel / innovation til det omgivende samfund.

THE og Thomson Reuters ranking er dermed en særdeles omfattende ranking, og der er derfor god grund til at rette opmærksomheden mod den, forklarer DTU’s rektor Lars Pallesen:

”Medgivet. Der kommer mange rankings i denne tid, der hver især måler med forskellige parametre eller vægtninger i data. Dog mener jeg, at det er værd at notere, at DTU igen bliver placeret i toppen af en international rangliste - selv på så omfattende en måling som denne. Det bekræfter, at DTU er blandt de førende universiteter i verden.”

De områder, hvor DTU udmærker sig i særlig grad er antallet af citationer, evnen til at tiltrække udenlandske studerende og forskere samt samarbejdet med industrien. DTU’s prorektor Anders Bjarklev glæder sig over resultatet:

”Bag opgørelsen gemmer sig fortællingen om, at vores forskning rent faktisk bliver brugt af andre. Vi er gode til at tiltrække højt kvalificerede udlændinge, og så er vi en efterspurgt partner i erhvervslivet.”

For yderligere oplysninger kontakt:

Rektor Lars Pallesen på telefon 45 25 10 01 eller mail rektor@adm.dtu.dk eller

Prorektor, Anders Bjarklev på telefon 20 76 15 12 eller mail DTU-prorektor@adm.dtu.dk


16.09.10 af Rasmus Rørbæk, raro@adm.dtu.dk