Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Du har ikke fortrydelsesret, når du køber flybilletter online

Pressemeddelelse   •   Nov 12, 2010 09:58 CET

Tjek datoen for ud- og hjemrejse en ekstra gang, når du booker flybilletter på nettet. Hvis du ved en fejl kommer til at købe flybilletter til en forkert dato, har du nemlig ikke ret til at få pengene retur.

Når du handler på nettet, har du i langt de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Men hvis du køber din rejse, flybilletter, teater- og koncertbilletter, billetter til sportsbegivenheder, bestiller hytteleje eller anden indkvartering via nettet gælder fortrydelsesretten ikke.

Det måtte et ægtepar sande, da de købte en flyrejse på internettet. I forbindelse med bookingen begik de en fejl og købte flybilletter til en forkert dato. Da forbrugerne mente, at flyselskabet fortsat havde mulighed for at afsætte flybilletterne til anden side, ville de have pengene retur.

Flyselskabet afviste deres krav og henviste til, at der ikke er fortrydelsesret på flybilletter i henhold til forbrugeraftaleloven. Ifølge virksomhedens handelsbetingelser var det desuden kun muligt at ændre flybilletterne inden for de første 24 timer efter bookingen.

Sagen kom for Forbrugerklagenævnet, der afgjorde, at forbrugerne ikke var berettigede til at fortryde købet, da der ifølge forbrugeraftaleloven ikke er fortrydelsesret på flybilletter.

Nævnet bemærkede desuden, at virksomheden stiller forbrugerne bedre end loven foreskriver ved at give forbrugerne mulighed for at fortryde købet inden for 24 timer, efter købet er foretaget.

- Det er vigtigt, at man som forbruger er opmærksom på, at der ikke er fortrydelsesret på flybilletter købt på nettet. Derfor er det ekstra vigtigt, at man dobbelttjekker alle informationer på bestillingen, inden man trykker køb, siger Zenia Voss, der er fuldmægtig i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Selvom forbrugerne ikke kunne få pengene for flybilletterne tilbage, fik de skatter og afgifter retur mod et gebyr på 75 kroner. Gebyrets størrelse er i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer, som foreskriver, at en erhvervsdrivende må tage et gebyr på max 100 kr. ved tilbagebetaling af skatter og afgifter.

3 gode råd når du køber flybilletter på nettet

  • Da du ikke har fortrydelsesret, når du køber flybilletter på internettet, er det vigtigt, at du dobbelttjekker dato for ud- og hjemrejse og andre informationer såsom navn og destination.
  • Der skal være overensstemmelse mellem det navn, der står i dit pas og det navn, der står på din flybillet. Er der ikke det, kan du risikere, at flyselskabet afviser dig.
  • Læs aftalevilkårene godt igennem, så du kan se, om du senere kan afbestille eller ændre aftalen, og hvad det evt. koster. Husk altid at printe aftalevilkårene ud, så du har dem, hvis der senere bliver problemer.