Dansk Metal

Ny skrotlov rammer mekanikere

Pressemeddelelse   •   Nov 15, 2010 11:39 CET

Op mod 500 mekanikere vil få en fyreseddel, og mekanikerlærlinge får nu endnu sværere ved at finde en læreplads. Det er konsekvensen af regeringens nye vækstpakke ifølge Dansk Metal.

Regeringen har sammen med DF og Kristendemokraterne som en del af finansloven besluttet at sænke grænsen for, hvornår biler må repareres. Det vil medføre fyringer på de danske autoværksteder. 

- Det kommer til at koste op mod 500 arbejdspladser. Med ændringen flytter man arbejdspladser fra danske autoværksteder til udenlandske bilfabrikker, forklarer næstformand for Dansk Metal, Claus Jensen. 

Han undrer sig over politikernes beslutning: 

- Vi kan ikke se noget andet argument for ændringen, end at regeringen vil have nogle kroner i statskassen. Men det er meget kortsigtet, og i øvrigt også meget tvivlsomt, om regeringen overhovedet får penge ud af det, siger Claus Jensen. 

Når en bil bliver skadet, skal den enten repareres eller skrottes og erstattes af en anden bil. I dag må det højst koste 75 procent af bilens værdi at reparere den - ellers skal der betales registreringsafgift på ny eller bilen skal skrottes. Den grænse ændrer regeringen nu til 65 procent, og det betyder, at yderligere 4.000 biler om året skal skrottes frem for at blive repareret. 

Dermed vil flere bilister købe en ny bil, som regeringen regner med giver en indtægt på 120 millioner kroner årligt i ekstra registreringsafgifter. 

Dansk Metal tvivler dog på, at det vil ske: 

- Regeringen forventer, at alle vil gå ud og købe en ny bil, men det er meget tvivlsomt. Samtidig vil det betyde, at der er meget mindre arbejde til mekanikerne, og så vil de få en fyreseddel og i stedet for løn skal de have dagpenge. Det er en dårlig forretning for samfundet, siger Claus Jensen.

Rammer lærlinge
De nye regler vil også ramme lærlinge. 

I dag står mere end 850 af landets 5.000 mekanikerlærlinge uden praktikplads, og når der bliver færre reparationer på autoværkstederne, bliver der også længere mellem praktikpladserne 

- Uden en læreplads kan lærlingene ikke komme videre med deres uddannelse. I mange tilfælde betyder det, at uddannelsesforløbet bliver afbrudt, siger Claus Jensen. 

- Det harmonerer meget dårligt med regeringens egne målsætninger om, at flere unge skal gennemføre en uddannelse. Og når man ser på den aftale om øget praktikpladspræmie, som også indgår i finansloven, så skriger det til himlen, siger Claus Jensen.