Zoologisk Have i København

Dyr af skrot

Pressemeddelelse   •   Feb 16, 2011 07:19 CET

Mød skulptør og billedkunstner Bernhard Lipsøe og smeden Martin Gorm- Pedersen i Zoologisk Have.

Test dine kreative evner med hjælp fra kunstner og smed. På pladsen foran det gl. elefanthus har vi placeret 10 tons små-skrot leveret af Stena Recyling - lad dig inspirere blandt skruer, plader, jernrør, møtrikker m.m. Prøv at udfordre Bernhard Lipsøe, der er professionel skrotkunstner. 

Før du går i gang, kan du nyde Bernhard Lipsøes udstilling i Indgangen eller lade dig inspirere af den store elefant, der står og skuer ud over det nye elefanthus.
I teltet vil Martin Gorm-Pedersen hjælpe dig med at svejse skrotdelene sammen - forhåbentlig bliver du tilfreds med din komposition, uanset om det ved et ”tilfælde” ligner en løve, en elefant, en mus eller en kakerlak. Du kan også bøje en elefant i metaltråd. 

Kom og vær kreativ. Aktiviteterne er gratis, når der er betalt entré til Zoo.

Bernhard Lipsøe er uddannet i Paris på ”Academie Grande Chaumiere” og debuterede på Den Frie i 1971. Han har udstillet både i ind- og udland, og har lavet et utal af udsmykninger. Blandt de største skulpturer er elefanten i Zoo og den fantastiske Moder Ko, der måler 4 x 5,5 meter, og som kan opleves på græs foran Thiese Mejeri i Jylland.

Martin Gorm-Pedersen er uddannet maskinarbejder og har været ansat på Maskinfabrikken Dal-Bo siden 1979. Sin store indsigt i kunstens verden har han fra sit samarbejde med Robert Jacobsen, hvor han fungerede som smed blandt andet i forbindelse med landskabsskulpturerne i Tørskind Grusgrav. Siden 1991 har han været smed for Bernhard Lipsøe.

Zoologisk Have ved det gl. elefanthus lørdag d. 19. februar og søndag d. 20. februar fra kl. 10.30 til 15.00

Yderligere information:
Ulla Didriksen, Zoologisk Have, mobil 30 16 73 40
Bernhard Lipsøe, mobil 26 28 14 31

Foto: Bernhard Lipsøe: Ulla Didriksen. Trådelefant: Jens Frederik Broch
Angiv venligst fotografens navn ved brug af foto.