Fødevarestyrelsen

Dyrevelfærd på dagsordenen

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2011 09:33 CET

Med indgangen til det nye år begyndte Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold at kontrollere, hvordan de praktiserende dyrlæger overvåger landmændenes egenkontrol af dyrevelfærden i besætningerne. Dermed er dyrevelfærden systematisk sat på dagsordenen hos både landmand, dyrlæge og myndigheder.

Landmandens ansvar
Både dyrevelfærden og et effektivt egenkontrolprogram er stadig landmandens ansvar. Det nye er, at dyrlægerne skal auditere landmandens håndtering af egenkontrolprogrammerne.

- De dyrlæger, der ikke hidtil har diskuteret dyrevelfærd med landmanden, har med ordningen en legitim ret og pligt til at gøre det, forklarer leder af Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, Flemming Kure Marker.

Veterinærrejseholdets kontrol er rettet mod de 400 dyrlæger, der har indgået flest obligatoriske sundhedsrådgivningsaftaler. Kontrollen gennemføres såvel ved et besøg på praksisadressen som i en besætning.

Fokus på audit
Veterinærrejseholdet forventer at sætte fokus på auditeringen af egenkontrollen på forskellige dyrevelfærdsområder hen over året, det kan blandt andet være tilsyn og pasning, vanding af kalve og opstaldning af svin og kreatu-rer.

Veterinærrejseholdet forventer at kunne gøre status over auditkontrollen i løbet af efteråret 2011.



Kontakt
Leder af Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, Flemming Kure Marker, tlf. 72277 5221.