Mungo Park

Efterårets program på Mungo Park

Pressemeddelelse   •   Jun 24, 2013 07:53 CEST

Vi har haft en rigtig spændende forårssæson med premiere på vores første internationale kunstneriske samarbejde ARTERNES OPRINDELSE, vi er blevet udnævnt til Byens Bedste Teateroplevelse, og vi har indgået en aftale med Lyngby Kommune om at spille teater i Lyngby. Vi satser på et mindst lige så interessant efterår!

Til efteråret præsenterer vi Marie Bach Hansen og Maria Rich i verdenshistoriens største sportsbegivenhed: The Rumble in the Jungle. Vi har to internationale gæstespil på programmet, et fransk og et engelsk. Vi får besøg af danseforestillingen KVINDE KEND DIT SKAB og Mungo Park Koldings SMILET ER DEN KORTESTE AFSTAND. Derudover sætter vi syv af vores forestillinger op i Lyngby, mens vi spiller parallelt i Allerød. Man kan opleve Mungo-klassikere som KVINDE KEND DIN KROP, DEN ALLERSIDSTE DANS og FORFØRERENS DAGBOG m.fl. og nyere forestillinger som DETTE BURDE SKRIVES I NUTID og BO BEDRE. Vi får gæster i forbindelse med Zulu Comedy Festival, vi afholder koncerter med Sinne Eeg og Rasmus Walter og fire lørdage er det muligt at komme ”Bag om stykket” og vi fortsætter spisekonceptet 10 TIL BORDS.

Alle forestillinger er beskrevet i dokumentet ”Forestillingsbeskrivelser”, som er vedhæftet sammen med en kalenderoversigt over alle spilleperioder. Her er vores internationale gæstespil og kommende urpremiere fremhævet.

Efterårets urpremiere: RUMBLE IN THE JUNGLE
Året er 1974. Oliekrisen hærger, der er disco i radioen, terror i Europa og den amerikanske præsident er netop trådt tilbage. USA har tabt Vietnamkrigen og den kolde krig hærger på tredje årti. I et afrikansk diktatur står to sorte mænd foran deres livs boksekamp og hele verden følger med. Maria Rich og Marie Bach Hansen spiller George Foreman og Muhammed Ali. Martin Lyngbo instruerer.
Spilleperiode i Allerød: 12. – 30. december

Fransk gæstespil: L’EFFET DE SERGE af Philippe Quesne
Philippe Quesne er et af de hotteste navne indenfor eksperimenterende teater lige nu. Hans L’effet de Serge (Effekten af Serge) handler om både glæden og nødvendigheden af daglige rutiner. Serge er en Buster Keaton-lignende karakter som opfører små forestillinger for sine venner i sin stue hver søndag aften.
Spilleperiode i Allerød: 3. – 5. oktober

Engelsk gæstespil: THE ANIMALS AND CHILDREN TOOK TO THE STREETS
En ondskabsfuldt skæv fortælling fra en stinkende boligblok af det prisbelønnede engelske teaterkompagni 1927. Kompagniet synkroniserer live musik, performance og historiefortælling med fantastiske film og animationer, man kan forvente sig en teateroplevelse af opsigtsvækkende
originalitet.
Spilleperiode i Lyngby: 14. – 15. september

Mungo Park er prisvindende teater i en afslappet atmosfære. Opkaldt efter en opdagelsesrejsende er opdagelsesrejsen den bærende metafor i vores arbejde: Vi søger løbende nye veje i kampen for at kortlægge endnu ikke udforskede områder i det uendelige teaterlandskab.