Ministeriet for Børn og Undervisning

Elever i 9. og 10. klasse hjulpet af vejledning

Pressemeddelelse   •   Sep 22, 2010 09:52 CEST

En ny undersøgelse viser, at tre ud af fire elever føler, at de bliver hjulpet af den vejledning, der skal hjælpe dem til at vælge videre veje efter 9. og 10. klasse.

Skal jeg vælge gymnasiet? En erhvervsuddannelse? Hvad er jeg god til? Hvad vil jeg gerne lave i fremtiden? Mange elever har brug for vejledning, når de skal beslutte, hvilken retning de skal gå efter 9. eller 10. klasse.

En ny undersøgelse tilrettelagt af Undervisningsministeriet i samarbejde med KL, ledere og vejledere viser, at eleverne generelt føler, at den vejledning, de får tilbudt, hjælper dem. Tre ud af fire elever mener således, at vejledningen har hjulpet dem meget eller noget til at vælge deres videre vej.

Undersøgelsen viser også, at især åbenthusarrangementer, erhvervspraktik, personlige samtaler med UU-vejledere og brobygning er gode til at hjælpe eleverne med at træffe en afgørelse.

Når eleverne skal vælge uddannelse efter 9. eller 10. klasse, er det vigtigste for dem, at de har hørt godt om uddannelsesstedet (84 procent), at de var sikre på at kunne klare uddannelsen (83 procent), og hvilket job uddannelsen fører til (75 procent).

Undersøgelse på efterskoler

Parallelt med brugerundersøgelsen af Ungdommens Uddannelsesvejledning er efterskolerne blevet inviteret til at gennemføre en brugerundersøgelse af vejledningen i 9. og 10. klasse på efterskolerne.

På de deltagende efterskoler synes knap to ud af tre elever, at vejledningen alt i alt hjælper dem meget eller hjælper dem noget til at vælge, hvad de skal efter 9. eller 10. klasse.

Undersøgelserne er gennemført umiddelbart efter 15. marts, hvor eleverne har valgt, hvad de skal efter 9. eller 10. klasse.

Undersøgelse på erhvervsskoler

Samtidig er der på erhvervsskolerne gennemført en brugerundersøgelse blandt elever, der blev optaget i et grundforløb i en erhvervsuddannelse i januar-februar 2010.

Her mener mere end to ud af tre elever, at vejledningstilbuddene på erhvervsskolerne samlet set har bidraget til, at de kunne komme igennem grundforløbet. Eleverne mener, at især orientering om deres nuværende uddannelse, herunder trin og specialer, bidrager til, at de kan gennemføre grundforløbet.

Læs brugerundersøgelse blandt elever i 9. og 10. klasse.

Læs brugerundersøgelse blandt elever i 9. og 10. klasse på efterskoler.

Læs brugerundersøgelse af vejledningen blandt elever på grundforløbet på erhvervsuddannelser.