DR Kommunikation

En aften i jazzklaver-himmelen

Pressemeddelelse   •   Feb 24, 2011 12:19 CET

Hvis man er til jazz i almindelighed - og jazzpianister i særdeleshed - er en aften i selskab med Larry Goldings og Joey Calderazzo en absolut drøm. Og drømmen kan gå i opfyldelse 4. marts i Koncerthusets Studie 2, hvor DR Big Bandet får besøg af d'herrer Goldings og Calderazzo.

Larry Goldings gemmer bl.a. på en funky fortid hos Maceo Parker, og i kataloget over tidligere samarbejdspartnere finder man også så forskellige artister som De La Soul, Tracy Chapman, Al Jarreau, David Sanborn, Lee Ritenour, Robben Ford, Charlie Haden, Jon Hendricks, Pat Metheny, Melody Gardot, Carla Bley og Michael Brecker. I dag finder man nu mere Goldings som 'musical director' for James Taylor, og ikke mindst i Trio Beyond med John Scofield og Jack DeJohnette, der tidligere har gæstet Koncerthuset.

Joey Calderazzo er blevet kendt som Kenny Kirklands arvtager, da han overtog hans plads i Branford Marsalis Quartet, da Kirkland døde i 1998. Derudover spillede han med Michael Brecker og Jeff 'Tain' Watts - og er indbegrebet at den energiske New-York-sound.

Når DR Big Bandet møder Larry Goldings og Joey Calderazzo i Koncerthusets Studie 2 fredag 4. marts, vil programmet både byde på numre at de to solister, og på guldklumper fra DR Big Bandets arkiv - numre som bandet tidligere har spillet med bl.a. Renee Rosnes og Eliane Elias.

Dirigent er Jesper Riis, og han får nok at holde styr på, for på mindst to af numrene vil publikum kunne opleve både et fuldt bigband OG de to pianister. På samme tid.
Der er ingen tvivl om, at koncerten 4. marts bliver en himmerigsmundfuld for klaverentusiaster!