Designskolen Kolding

En ordentlig afgang

Pressemeddelelse   •   Okt 26, 2016 14:42 CEST

Flere end 60.000 tjekkede ind til Designskolen Koldings Afgangsudstilling på Koldinghus

Godt et halvt hundrede unge og flyvefærdige designere fra Designskolen Kolding har i de seneste fire måneder vist deres endelige afgangsprojekter i en samlet udstilling på Koldinghus.
Siden 30. juni 2016 har den smukke ruinsal dannet en kontrastfuld ramme om rækken af nye bud på, hvor den danske designtradition anno 2016 bevæger sig hen. Og det har rigtig mange vist interesse for.
Flere end 60.000 besøgende har frem til udstillingen lukkede den 23. oktober løst billet til Koldinghus.
- Vi har fået overordentlig god respons på årets afgangsudstilling fra Designskolen Kolding. Udstillingen har både bredde og aktualitet, og den appellerer til vores gæster, siger direktøren for Museet på Koldinghus, Thomas C. Thulstrup.

Sammen er vi stærke
Sammen er vi stærke, kunne parolen meget passende lyde. For aldrig tidligere har de nyslåede designeres udstilling talt så mange besøgende siden, Museet på Koldinghus indledte et samarbejde med Designskolen Kolding i 2013.
Ikke færre end 30.000 gik igennem billetsalget, da Museet på Koldinghus og Designskolen Kolding første gang præsenterede et bredt publikum for de nyuddannede designeres projekter. I 2015 enedes de to institutioner om at ansætte en fælles kurator til at styrke formidlingen af de strømninger, som tegner blandt de nyuddannede designere. Det har vist sig at være en god ide. Hele 35.000 løste billet og dermed var første besøgsrekord sat. Og til trods for, at udstillingsperioden i 2015 kun var på to måneder, rundede antallet af besøgende hele 26.000. Og her i 2016 kan de to designinstitutioner krone samarbejdet med besøgsrekord – helt præcist 60.512 havde været igennem billetsalget, inden nøglen blev drejet om søndag aften kl. 17.

Designskolen Kolding bygger på traditionen for dansk design og sætter fokus på design, som giver mening. Vi tror på, at forholder man sig til historien og traditionen, kan man skabe noget nyt. Skolens læringstilgang er, at vi ikke giver svaret, vi finder svaret sammen.