WWF Verdensnaturfonden

En verdenspremiere i den midtjyske regnskov

Pressemeddelelse   •   Feb 16, 2011 11:01 CET

I lørdags var WWF Verdensnaturfondens PandaClub på besøg i Randers Regnskov til Valentins dag og sendte kærlighed ud til naturen, med en opfordring om at passe på verdens regnskove. Aftenen bød på en sand verdenspremiere, hvor en tissue-artist gæstede den sydamerikanske kuppel. Her opførte han et spektakulært show hængende i et syv meter langt tørklæde fra taget uden sikkerhedsline og hen over søkøernes bassin.

Det var dog ikke helt uden startvanskeligheder, at showet blev klar til lørdagens gæster. Fredag blev en sen arbejdsdag for folkene i Randers Regnskov og PandaClub, der sammen med et hold af teknikere og ingeniører måtte ud i komplekse beregninger for at være sikre på, at kuplen ville holde til artistens akrobatiske show.

Det hele endte lykkeligt, og showet blev et fantastisk syn for det fremmødte publikum, med den levende og frodige regnskov som en noget utraditionel kulisse. Pigerne Sarah og Mette på 10 år så til fra kanten af søkøernes bassin, mens showet foregik, og var helt med på arrangementets formål. ”Jeg er med i PandaClub, fordi jeg gerne vil være med til at passe på naturen. Regnskoven er vigtig for de dyr som bor i den, derfor skal vi passe på den”.

Aftenens program i den midtjyske regnskov bød på flere festlige overraskelser. Børn og voksne kunne blandt andet grine af Tukanens kærlighedshistorie, der blev opført af et hold danseakrobater og opleve hvordan en fladorm penisfægter.

Men der er stor alvor bag arrangementets festligheder. For mens kærligheden blomstrede i den kunstigt fremstillede regnskov i Randers, er der stadig stort pres på de rigtige regnskove ude i verden, og de dyr som lever i dem. ”Regnskovene er under pres og har brug for menneskers kærlighed. Det sætter vi fokus på med et Valentins dag arrangement her i Randers Regnskoven” forklarede leder af PandaClub Gitte Hemmingsen.

Fra regnskoven til de danske hjem

En af årsagerne til, at der stadig sker store indgreb på verdens regnskove er bl.a., at regnskov fældes illegalt for at skaffe tømmer til møbler og papir. Træprodukter der bl.a. ender i de danske hjem.

”Men de færreste forbrugere er klar over, at næsten en femtedel af EU’s import af tømmer og tømmerprodukter er fældet illegalt, og det er et problem”fortæller Lasse Juul-Olsen, der arbejdet i WWF Verdensnaturfondes miljøfaglige afdeling.

Ulovlig tømmerhugst finder sted i skove over store dele af verden – fra den fugtige regnskov i Amazonas og Afrikas grønne hjerte i Congo til flere østeuropæiske lande. Skovrydningen er til at få øje på: I dag bliver der årligt ryddet, hvad der svarer til næsten tre gange Danmarks areal. En betydelig del kommer fra den illegale skovhugst.

Stor sejr for verdens skove

Men der er heldigvis godt nyt på vej til verdens regnskove, for i 2010 lykkedes det omsider, efter mange års vanskelige forhandlinger, at få EU til lave et forbud mod salg af ulovligt tømmer, der træder i kraft i 2013.

”Loven er en stor sejr for verdens skove, men indtil lovgivningen træder i kraft om to år i 2013, risikerer man som forbruger at støtte den omfattende illegale tømmerhugst, når man køber træprodukter,” advarer Lasse Juul-Olsen fra WWF.

Samtidig skal man som forbruger se sig for, når der handles ind, for lovlighed og bæredygtighed er ikke nødvendigvis det samme. Derfor opfordrer WWF alle til at gå efter FSC-certificerede produkter, når der fx skal indkøbes havemøbler her til foråret.

”Arrangementet i Randers Regnskov er en oplagt mulighed for at slå et slag for FSC mærket, som er den bedste garanti for, at træet er både lovligt og bæredygtigt produceret” fortæller Gitte Hemmingsen.

Pressekontakt:

Gitte Hemmingsen
Svanevej 12, 
2400 Kbh NV
Mobil: 40 84 48 40