Uno Koncept A/S

En vild legeplads!

Pressemeddelelse   •   Maj 23, 2012 13:45 CEST

Knuthenborg Safaripark er en af de helt store turistattraktioner. Til sæsonstarten i år kunne gæsterne ikke alene se zebraer, løver, gnuer, antiloper og andre eksotiske dyr, men også besøge en øde ø, klar til leg.

"Vi arbejdede på et projekt og tog kontakt til Uno Koncept for at tale med dem om underlag, som de også er specialister i," fortæller salgs- og marketingchef Susanne Ptak fra Knuthenborg. "Deres konsulent, Henrik Hansen, kom med et kreativt indspark, som simpelthen var for godt til at lade ligge. Så vores projekt tog en uventet drejning."

Susanne Ptak vendte ideen med sin chef, som også kunne se potentialet. De tog atter kontakt til Uno, og denne gang var det ikke kun for at tale underlag, men også det større og meget kreative projekt: den øde ø i parkens Småland.

"Fra undersøgelser ved vi, at gennemsnitsgæsten er i parken over seks timer, og derfor har vi gennem årene etableret en stor naturlegeplads og omfattende faciliteter for vores gæster. Med planen om den øde ø kunne vi gøre et område med vand langt mere attraktivt, vel at mærke i fuld harmoni med hele stilen i safariparken," forklarer salgs- og marketingchefen.

Klar til sæsonstart 2012

Rettidigt til sæsonstarten stod projektet færdigt. Fra Knuthenborgs side har der været stor tilfredshed med forløbet, hvor der er blevet lyttet til deres ønsker, og hvor både skitsering, udvikling, levering og montage er gået som efter en snor. Det er den ansvarlige konsulent for opgaven naturligvis glad for at høre.

"Det er altid meget tilfredsstillende, når et projekt kører efter planen, specielt her, hvor vi har tænkt helt ud af boksen," mener Henrik Hansen, Uno Koncept. "Øen er bygget på en lille høj af flis, der er fremstillet af træ fra Knuthenborgs egne skove. Derpå har vi udviklet et "rodnet" samt flotte palmer, der stræber højt mod himlen. Mellem rødderne er der net af tovværk som en ekstra udfordring til klatreglade børn."

Redskaberne er fremstillet specielt til netop denne opgave og denne placering. De er lavet i hånden af det stærke og praktisk taget vedligeholdelsesfrie Robinietræ, der med sine kanter og knaster giver hele anlægget et flot, naturligt og enestående look. Anlægget er lige fra starten blevet populært blandt gæsterne.

UNO forhandler legeredskaber, multibaner og udendørs fitness fra flere af Europas største og førende producenter. Virksomheden er etableret i 2004 og har siden starten haft fokus på at tilbyde kunderne enestående valgfrihed, rådgivning og kvalitet. UNO blev kåret som gazelle virksomhed i 2010 og 2011.