STATE

​Energidrikken STATE rejser tocifret millionbeløb

Pressemeddelelse   •   Apr 12, 2017 05:30 CEST

Den danske energidrik STATE, har rejst et tocifret millionbeløb fra tre nye investorgrupper. Pengene skal bruges på at introducere STATE internationalt.

Den danske energidrik STATE har rejst et tocifret millionbeløb i ny kapital og fået tre nye investorer. Samtidig tiltræder den tidligere koncerndirektør fra Carslberg, Michael Iuul, som ny bestyrelsesformand.

Pengene kommer fra tre parter, Milliardæren Erik Skjærbæk, der også er kendt fra sit engagement i Parken Sport og Entertainment, Søren Henriksen, nuværende professionel fodboldspiller og hans bror Jesper Henriksen, begge sønner af den afdøde erhvervsmand, Michael Henriksen, samt STATE’s største nye investorer Anders Marcus fra det grønne investeringsselskab Obton og Torben Ulrich, stifter af elektronikvirksomheden, Denver Electronics.

Administrerende direktør i STATE, Jon Andersen siger om kapitaludvidelsen:

”Med tilførslen af kapital, får vi de økonomiske muskler, der skal til for at sætte turbo på ekspansionen af vores forretning, først og fremmest i Skandinavien. Samtidig er tilgangen af Michael Iuul som ny bestyrelsesformand, et voldsomt professionelt løft og hans enorme erfaring og netværk bliver en fantastisk ballast for os fremover.”

Erik Skjærbæk udtaler:

”Dem, der kender mig, ved at jeg ikke investerer i hvad som helst. Men her er et produkt, der har kvaliteten til at blive en succes i hele verden. Der er engagement og professionalisme bag, og de har allerede bevist produktets gennemslagskraft. Nu skal det bare ud over rampen. Og så gør det jo heller ikke noget at det smager godt”

Lancering i resten af Skandinavien

STATE sælges i øjeblikket i omkring 550 butikker i Danmark, og der er allerede indgået aftaler om landsdækkende distribution i Sverige hos både 7-eleven og Pressbyrån med lancering i uge 24. Forventningen er at STATE lanceres i resten af Skandinavien i løbet af 2017. Herefter i England, Tyskland, Frankrig og Benelux i løbet af 2018.

Bag STATE står de to tidligere fodboldspillere, Jon Andersen og Kim Have, der stiftede firmaet i 2014 med det formål at lave den bedst tænkelige funktionelle energidrik, der kunne hjælpe sportsudøvere på alle niveauer, med at optimere deres mentale og fysiske tilstand.

Ejerkredsen i STATE tæller allerede prominente navne som landsholdsstjernen Christian Eriksen fra Tottenham Hotspurs og Professor i Idræt på Københavns Universitet og tidligere fysisk træner i Juventus FC, Jens Bangsbo.

Christian Eriksen udtaler:

“Som atlet har jeg meget fokus på min egen udvikling og præstation, og leder altid efter nye muligheder for at forbedre mig. For mig handler det ofte om detaljerne; uanset om det er mere træning, ekstra restitution eller ekstra opmærksomhed på ernæring, har det alt sammen en stor betydning. STATE er et produkt af høj kvalitet og at Jens Bangsbo, som er en stor kapacitet på området, er med, har været vigtigt for mig da jeg gik med i projektet”

Jens Bangsbo udtaler:

”Jeg synes godt om STATE’s filosofi og tanken om at hjælpe personer i det daglige, og i idrætsmæssige sammenhænge. De produkter STATE har udviklet, og som de er på vej med, kan hjælpe rigtig mange. De tager højde for nogle af de problemer, der kan være ved de sportsdrikke og energidrikke, vi kender i forvejen. Det helt særlige ved STATE er, at den indeholder den unikke sukkertype Palatinose, som bliver optaget langsommere i blodbanen end almindeligt sukker. Sådan undgår man det kortvarige ”peak” i energien, som efterfølgende kan have en negativ effekt på arbejdsevnen” siger Jens Bangsbo

STATE har udviklet en energidrik, der opretholder et stabilt blodsukker over flere timer, så du ikke oplever de uhensigtsmæssige svingninger i energiniveauet, man normalt vil få af at indtage traditionelle energi- og sukkerholdige drikke. Forskellen skyldes at STATE benytter den innovative og naturlige sukkerart Palatinose, der er det eneste lav-glykæmiske kulhydrat , der sikrer et balanceret blodsukker og forlænget energi. Effekten er godkendt af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

STATE er udviklet af danske eliteatleter og fagfolk. Udover Palatinose indeholder STATE også ekstrakt af grøn te, aminosyren Taurin, B-vitaminer, samt det maksimalt tilladte indhold af koffein. Derudover indeholder STATE fructose og nødvendige salte som ligeledes bidrager til at sikre optimal væskebalance og præstationsevne.