Eniro Danmark

Eniro advarer mod misbrug af De Gule Siders navn

Pressemeddelelse   •   Mar 03, 2015 08:00 CET

Et antal danske virksomheder har i de seneste dage fået tilsendt en mystisk fax, der med store bogstaver angiver ”De Gule Sider” som afsender, men derudover også henviser til ”Den internationale branchefortegnelse”. Faxen beder modtageren om at udfylde og returnere informationer til ”din virksomhedsprofil”, men den uopmærksomme modtager vil måske overse, at man dermed også binder sig til et løbende abonnement med en minimumspris på ca. 15.000 kr. for at få informationerne offentliggjort på en ukendt udenlandsk portal.

”Faxen minder meget om de såkaldte annoncehaj-sager, vi tidligere så i Danmark, hvor svindlere bandt virksomheder til store regninger for eksponering på ikke-eksisterende medier eller registre, som kun udkom i få eksemplarer. Her kommer faxen blot fra en virksomhed med adresse i Hong Kong. De eksemplarer, vi har fået tilsendt fra opmærksomme kunder, er udformet på dansk, men vores research har vist, at en tilsvarende fax bliver sendt ud i Tyskland, hvor både forbruger- og branchemedier har advaret imod den,” siger kommunikationschef Kristoffer Apollo fra Eniro Danmark A/S og fortsætter:

”Den advarsel vil vi gerne gentage: Faxen har intet med søgetjenesten De Gule Sider at gøre, og vores anbefaling til danske virksomheder er at lade være med at besvare den samt holde øje med, om der efterfølgende skulle dukke mystiske regninger op.”

Eniro henviser desuden til, at man kan søge rådgivning via www.hajnettet.dk, hvor Håndværksrådet og en stribe andre brancheforeninger har samlet gode råd om håndtering af annoncehajer.

Eniro har derudover søgt juridisk assistance med henblik på at få afklaret, hvilke formelle skridt det er muligt at tage i forhold til afsenderen af faxen.

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.300 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Ca. 88 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 280 ansatte.