BilBasen

Er din bil klar til vinterferien?

Pressemeddelelse   •   Feb 05, 2014 10:00 CET

Er snekæder påbudt i Frankrig? Skal jeg bruge motorvejsmærkater? Kan bilen klare kulden? Spørgsmålene trænger sig på op til vinterferien, hvis den skal afvikles i egen bil. BilBasen har samlet en række gode råd, så du er sikker på at komme sikkert frem på vinterferien. De fleste steder er det heldigvis nemt at komme frem til, men det skader ikke at være godt forberedt.

Batteri: Hvis bilen har været svær at starte, så skift dit batteri. Batterier hader kulde, og er det slidt, så risikerer du at mangle strøm, når du skal hjem. Har du en batterilader, så lad det helt op inden du tager afsted.

Brændstof: Kør ikke helt frem til destinationen på dansk diesel. Den er ikke frostsikret tilstrækkeligt til meget lave temperaturer. Sørg for at du skal tanke undervejs – gerne tæt på destinationen.

Bugseringsøje: Hav det liggende i handskerummet, så du ikke skal pakke alt ud, hvis du skal trækkes gennem lidt sne. Har du et slæbetov, så tag også det med.

Kølervæske: Hvis du er usikker på, om din kølervæske kan klare kulden, så få værkstedet til at tjekke det. Det tager kun fem minutter.

Nødhjælpskasse: I Østrig er det påbudt at have en smudstæt nødhjælpskasse i bilen.

Refleksveste: Nogle lande kræver, at du har refleksveste til alle, og at de ligger, så de kan nås, uden nogen skal stige ud af bilen. Det er altid en god ide at have veste med, uanset om det er lovkrav eller ej.

Registreringsbevis: Tag bare del 1 med. Del 2 kan du lade blive hjemme.

Rødt kort: Er din bil kaskoforsikret, så print det røde kort fra sos.eu. Det kræves ikke alle steder, men så har du det.

Skovl: Det er en god ide at have en lille skovl med, og i Sverige er det påbudt.

Snækæder: De fleste steder er det ikke nødvendigt, men snerydning er ikke udbredt alle steder, så de er gode at have. De skal kun på de trækkende hjul, men kan monteres på alle fire. Nogle enkelte steder i Frankrig, Tyskland, Østrig og Schweiz er det påbudt at have snekæder på bilen, når skiltene viser snekæder.

Sprinklervæske: Når temperaturen kommer under 12-14 graders frost, så brug ikke sprinkler på ruden. Det fryser bare til is, hvis der overhovedet kommer noget ud af dyserne.

Vejmærkater: Østrig, Schweiz, Tjekkiet og Slovenien kræver mærkater, hvis du skal bruge motorvejene. Du kan købe dem hos FDM eller på tankstationer inden grænserne til de pågældende lande. Skal du ind til byerne i Tyskland, skal du bruge en Umweltsplakette – den købes lettest hos FDM. Nogle byer i Italien kan du slet ikke køre ind i som turist.

Vinterdæk: Det er en selvfølge, at bilen skal have vinterdæk på. Mønstret bør være over 4 mm. For eksempel er pigdæk lovlige i Norge og Sverige, men forbudt i Tyskland.

Og til sidst et lille tip til dieselbilejere, der skal have startet bilen efter en uge i dyb frost. Når du lader bilen forvarme, inden den startes, så drej nøglen tilbage og lad den forvarme to gange, så er den lettere at få i gang.

Se de forskellige regler for vinterdæk i de europæiske lande på her

Vinterferie er en dejlig ferie, og med disse råd i baghovedet bliver det formentlig ikke bilen, der sætter en begrænsning.


BilBasen er Danmarks største bilsite med formidling af køb og salg af alle typer af biler. Hjemmesiden startede i 1998 som en internetversion af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 300.000 besøgende hver måned. BilBasen er indholdsleverandør af bilstof til nogle af Danmarks ledende medier inden for motorbranchen.