Dansk Byggeri

Erhvervsobligationer kan bane vej ud af krisen

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2010 13:10 CET

- Det er desværre alt for tidligt at slippe krisepolitikken og afblæse behovet for særlige kredit- og finansieringstiltag. Der er stadig et stort behov for at målrette initiativer, som kan hjælpe grundlæggende sunde danske virksomheder ud af krisen, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

På den baggrund har Dansk Byggeri og Dansk Erhverv i samarbejde med PensionDanmark og FIH Erhvervsbank udarbejdet et færdigt koncept, der er sendt til økonomi- og erhvervsministeren, med henblik på at få udstedt erhvervsobligationer med staten som garantistiller for et koncept med begrænset risikoprofil.

Der er ifølge de to store erhvervsorganisationer fortsat et stort behov for at skaffe mellemstore virksomheder adgang til kapital og finansiering. Konstruktionen ligner principperne i Eksport Kredit Fonden, Skibskreditfonden og Vækstfonden, som også er en slags erhvervsobligationer med staten som garantiyder.

- Vi foreslår derfor, at få åbnet op for erhvervsobligationer, der kan understøtte de erhvervsgrene, som står med problemerne, og at staten stiller op som garantiyder for de virksomheder, som i den nuværende situation har problemer med at finde finansiering af den traditionelle vej. Virksomheder som i det store og hele er sunde og velfungerende, siger Lars Storr-Hansen og fortsætter:

- Erhvervsobligationer skal skabe aktivitet og være kilde til vækst. Det er vores klare vurdering, at med en statslig velvilje og interesse fra den finansielle verden, vil vi kunne skabe mulighed for at yde et tiltrængt bidrag til nye aktiviteter og øget beskæftigelse.

Vækstpakken til de små og mellemstore virksomheder skaber allerede håb om en lysere fremtid for vækstlagene, men også ellers velkonsoliderede virksomheder med fremadrettede projekter har brug for en risikovillig økonomisk håndsrækning, som kan sikre en sund drift og udvikling til gavn for beskæftigelsen og dansk økonomi.

- Det er desværre en realitet, at mange virksomheder savner adgang til finansiering og likviditet til at udvikle sig og overleve som forretning. De løber panden mod en mur som følge af de lange skygger fra finanskrisen, der har fået bankerne til at sidde tungt på lån, som tidligere blev betragtet som almindelige daglige bankforretninger. Det handler med andre ord i høj grad om bankernes vilje mere end evne til at låne penge ud, siger Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri understreger, at det naturligvis fortsat skal være sådan, at en virksomhed, som har det godt og har sund likviditet ikke skal have problemer med at låne penge i banken. Men den seneste tids finanskrise har i følge Lars Storr-Hansen - for uden at rense ud i antallet af usunde forretninger - også presset de sunde virksomheder i visse erhverv til bristepunktet.

Kontakt:
Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, på telefon 41 19 33 04
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32