DI - Organisation for Erhvervslivet

Erhvervsorganisationer står sammen om vækstdagsordenen

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2011 21:30 CET

Et samlet dansk erhvervsliv mødes i dag for første gang i nyere tid for at sætte reformer og vækst på dagsordenen. Med udgangspunkt i et fælles vækstoplæg og internationale talere vil erhvervslivet opfordre landets politikere til at træffe de nødvendige beslutninger for at få Danmark tilbage på sporet.- Vækst er en fælles udfordring for hele Danmark– på tværs af særlige brancheinteresser og på tværs af de politiske partier. Det er derfor en udfordring, der kun kan løses, hvis alle bidrager. Et stærkt erhvervsliv i fortsat vækst er hele forudsætningen for vores samfund og dermed vores velfærd, siger repræsentanterne for erhvervslivet i en fælles udtalelse op til konferencen, der afholdes i den sorte diamant i København.

Organisationerne peger især på tre områder, hvor der er brug for store forandringer for at skabe grobund for væksten. For det første skal der gennemføres ambitiøse reformer, for det andet skal rammevilkårene være konkurrencedygtige, og det skal være nemmere at drive virksomhed, og for det tredje er der brug for en mere klar styring og omprioritering af de offentlige udgifter.

- Danmark er heldigvis fortsat i en situation, hvor det er op til os selv at få skabt de rette betingelser for fremtidens vækst. Det kræver dog, at vi bl.a. får gennemført ambitiøse reformer - ikke mindst fjernelse af efterlønnen - så vi i fremtiden har et tilstrækkeligt stort arbejdsudbud til job i både den offentlige og private sektor. Vi kan heller ikke i fremtiden leve med, at vi ikke har en klar styring af det offentlige forbrug, der er rekordhøjt. Desuden er vi nødt til at forbedre rammevilkårene og gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Dels fordi der er en benhård international kamp om at tiltrække virksomheder og skabe attraktive arbejdspladser, dels fordi vi er et af verdens dyreste lande at drive virksomhed i og dermed er nødt til at kunne tilbyde optimale vilkår, lyder det fra organisationerne.

Blandt talerne på konferencen er både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Socialdemokratiet Helle Thorning Schmidt. Blandt de øvrige deltagere i debatten på konferencen er Ole Sohn (SF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Margrethe Vestager (R) og Anders Samuelsen (LA). 

De seks erhvervsorganisationer, som står bag dagens konference, er:
Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Danmarks Rederiforening, DI – Organisation for erhvervslivet, Finansrådet og Landbrug & Fødevarer.

Program for dagen og debatoplæg er vedhæftet.

For yderligere oplysninger kontakt:
Pressechef i Landbrug & Fødevarer Martin Skovmand på 2011 1043
Pressechef i Dansk Byggeri Mogens Hjelm på 4029 9232 
Kommunikationsdirektør i Dansk Erhverv John Veje på 4119 0555
Vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen på 4094 2207
Pressechef i DI Rolf Ejlertsen på 2220 4923
Kommunikationsdirektør i Finansrådet Lars L. Nielsen på 3016 1003