Post Danmark A/S

ET VINTEREVENTYR FORTALT PÅ FIRE FRIMÆRKER

Pressemeddelelse   •   Okt 26, 2010 09:48 CEST

”Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter, tænker Frøken, idet hun læner sig kærligt mod sin snemand og kysser hans kolde kind”.

Sådan lyder det i det lille vintereventyr om ”frøknen og snemanden”, der fortælles ved hjælp af fire nye frimærker, der udkommer 26. oktober 2010. Vintereventyret er resultatet af et samarbejde mellem den grafiske designer Maria Bramsen og dramaturgen og børnebogsforfatteren Camilla Hübbe.

- Det skulle være en form for tegneserie. Et lillebitte hverdagseventyr i fire billeder, fortæller Maria Bramsen om frimærkerne.

Det var Camilla Hübbe, der tog første skridt til frimærkerne ved at digte historien. Maria Bramsen brugte derefter oplægget som afsæt for at udtænke illustrationerne. De to frimærkekunstnere, der begge er født i 1963, har kendt hinanden siden gymnasietiden og har mange års erfaring med samarbejde om bøger og udstillinger – og nu står de også bag årets vinterfrimærker.

Camilla Hübbes poetiske historie kan læses i årbogen Danske frimærker 2010, der udkommer den 5. november. Uddrag af historien kan også læses på førstedagsarket, temaarket og i souvenirmappen, der er samlerprodukter i forbindelse med udgivelsen.

Frimærkerne udkommer i værdierne 5,50 kr., 6,50 kr., 8,50 kr. og 12,50 kr. Værdierne 5,50 kr. og 6,50 kr. udkommer i hæfter, der er et kendt produkt i ny indpakning. De nye hæfter indeholder hver 12 frimærker. De kan hænges op på opslagstavlen eller køleskabsdøren, så de er lette at få øje på. Man kan også folde dem, så de kan lægges ind i tegnebogen eller kalenderen.

Frimærkerne kan købes på posthuse, i postbutikker eller på postdanmark.dk, vælg Køb frimærker.

 

Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos frimærkechef Lene Reipuert, Post Danmark

Frimærker, tlf. 33 61 09 10. Frimærkerne kan downloades på postdanmark.

dk/om Post Danmark/presse/ fotoarkiv /frimærker.