Grønlands Politi

​Facebook-efterlysning førte til kontakt med formodet gerningsmand

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2016 15:59 CEST

Grønlands Politi debuterede i går, tirsdag 18. oktober 2016, på facebook med sin egen side, og efter mindre end et døgn på det sociale medie var der gennembrud i en sag, hvor politiet havde søgt offentlighedens hjælp – via facebook.

På baggrund af efterlysningen og de efterfølgende henvendelser fra borgerne fik politiet i Sermersooq, Nuuk, kontakt med en formodet gerningsmand, som nu bliver afhørt om sagen.

Manden var efterlyst for at stå bag et voldeligt overfald, der fandt sted søndag 2. oktober 2016 ved 2.30- tiden om natten på en af Nuuks beværtninger. Offeret var en 28-årig mand, som fik flere skader i ansigtet og på halsen forårsaget af, at en flaske eller et glas blev knust mod mandens hoved.
Offeret er ifølge politiets oplysninger blevet udskrevet fra hospitalet på nuværende tidspunkt.

God start
Gerningsmanden havde forladt stedet, før politiet nåede frem, og da efterforskningen efterfølgende ikke havde ført til, at man havde fundet gerningsmanden, valgte politiet i går at efterlyse vidner og oplysninger fra borgerne via facebook.

”Indtil videre er vi meget tilfredse med vores debut på facebook. Onsdag 19. oktober ved frokosttid har vi allerede fået mere end cirka 2300 følgere på et døgn, og nu tyder det på, at vores første efterlysning medvirkede til, at vi fik de nødvendige oplysninger, der førte til, at vi fandt frem til en mistænkt i forbindelse med et voldeligt overfald,” siger Bjørn Tegner Bay, politimester.

Han tilføjer, at et af de primære formål med politiets indtræden på facebook netop er at understøtte politiarbejdet ved at benytte sig af følgernes – borgernes – øjne, ører og viden. Dermed bekræfter den aktuelle sag, at facebook kan benyttes som en direkte kommunikationskanal mellem politiet og borgerne til hurtigt og effektivt at hjælpe hinanden med at forebygge eller opklare kriminalitet.

Grønlands Politi er en selvstændig politikreds i rigsfællesskabet. Politikredsen er organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Politikredsen er opdelt i fire politiregioner, hvor opdelingen af politiet er sammenfaldende med kommunernes grænser og omfatter følgende byer:

  • Politiet i Kujataa dækker Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq.
  • Politiet i Sermersooq dækker Paamiut, Nuuk, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
  • Politiet i Qeqqa dækker Maniitsoq, Kangerlussuaq og Sisimiut.
  • Politiet i Qaasuitsoq dækker Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Pituffik og Qaanaaq.
  • Politimesterembedet, der er placeret i Nuuk, er opdelt i tre søjler: Administrativ, operativ og juridisk. Sidstnævnte er politikredsens anklagemyndighed.

    Derudover udgør redningstjeneste (SAR - Search And Rescue) også et vigtigt element i Grønlands Politis arbejde.

    Læs mere om Grønlands Politi på denne hjemmeside: www.politi.gl

    Grønlands Politis kommunikations- og presserådgiver, Henrik Madsen, kan kontaktes via mail: hma025@politi.dk eller mobiltelefon: (+299) 53 14 48