Dansk Byggeri

Fælles DM skal give erhvervsuddannelserne et bedre omdømme

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2010 10:22 CET

Dansk Byggeri bakker op om mesterskaberne og opfordrer alle til at lægge vejen forbi Danmarksmesterskabet, for med egne øjne at se de dygtige deltagere

Erhvervsuddannelserne går for første gang sammen om et storstilet Danmarksmesterskab. I januar 2011 samles udvalgte elever fra 36 fag for at kæmpe om guldmedaljer. Målet er at give de unge på erhvervsuddannelserne en enestående chance for at vise deres talenter og få skærpet deres i forvejen høje faglige niveau. Danmarksmesterskabet skal desuden vise omverdenen, hvor meget der kræves af en dygtig erhvervsuddannet. Nogle af deltagerne kan rejse hjem med titlen ”Danmarksmester” – og nogle har tilmed chancen for at kvalificere sig til verdensmesterskabet, der finder sted i London senere på året.

Vejen har været lang for de omkring 200 elever fra erhvervsuddannelserne, der 27.-29. januar er med til DM i Skills i Odense Congress Center. Eleverne, der spænder lige fra smede til sosu-assistenter og fra tømrere til mediegrafikere, har både skullet vinde et skolemesterskab og et regionsmesterskab for at få lov til at kæmpe om podiepladserne ved Danmarksmesterskabet.

Derfor er det også nogle af de største talenter fra uddannelser inden for bygge- og anlægsbranchen, der kommer til at dyste om guldmedaljerne. Og eleverne går til den med enorm faglig stolthed og viljen til at lægge en stor ekstra arbejdsindsats for at træne til DM i Skills.

En af deltagerne, 21-årige Nicolai Munksgaard Asmussen, der netop er blevet udlært som murer fra Herningsholm Erhvervsskole, går målrettet efter guldet:

- Man er nødt til at satse højt, og jeg vil gerne vide, at jeg har givet mig selv fuldt ud. Det skal være sådan, at hvis nogen når højere end mig, så ved jeg, at de i den grad har fortjent det, fastslår Nicolai Munksgaard Asmussen.

DM giver søgning til erhvervsuddannelser 
Mange af fagene har tidligere haft deres eget DM. Nu har fagene hentet inspiration fra udlandet og samlet sig om et stort fælles mesterskab for at give begivenheden mere pondus.

Sideløbende med konkurrencerne for de unge lærlinge og elever er der konkurrencer for folkeskoleelever fra Region Syddanmark. Disse konkurrencer bliver transmitteret live via internettet til samtlige folkeskoler i landet. Folkeskoleelever, der er til stede i Odense Congress Center, får også lejlighed til at tale med de unge fra erhvervsuddannelserne, se arbejdende værksteder og prøve at stå med værktøjet i egne hænder. På den måde fungerer mesterskabet som en nærværende og interaktiv studievejledning, hvor afgangseleverne kan opdage erhvervsskolevejens attraktive tilbud, så flere af dem vælger en erhvervsuddannelse som et aktivt og velovervejet tilvalg.

Det er organisationen SkillsDenmark, der i flere år har sendt danske unge til WorldSkills - VM for erhvervsuddannelser - der sammen med fagenes uddannelsesudvalg står bag DM i Skills.

- Danmark har i den grad brug for veluddannet faglig arbejdskraft, og vi ved fra blandt andet Finland og Canada, hvor man har nationale mesterskaber, at det har en god effekt på søgningen til erhvervsuddannelserne, siger Jesper Juul Sørensen, der er formand for SkillsDenmark og uddannelseschef i Dansk Byggeri. 

DM i Skills finder sted i Odense Congress Center 27.-29. januar. Der er gratis adgang for alle. Læs mere på www.skillsdenmark.dk.

Kontakt:
Jesper Juul Sørensen, formand for SkillsDenmark, uddannelseschef i Dansk Byggeri, mobil: 21 66 50 20
Johannes Hartkopf-Mikkelsen, kommunikationsmedarbejder, Dansk Byggeri, mobil: 40 12 98 75