Fødevarestyrelsen

Færre anmeldelser af ulovlige slagtninger

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2011 12:41 CET

Fødevarestyrelsens Fødevarerejsehold modtog i 2010 færre anmeldelser af ulovlige slagtninger og beslaglagde færre fødevarer. Fødevareminister Henrik Høegh vurderer, at det er den præventive effekt af rejseholdets mange aktioner, der nu slår igennem.

En optælling fra Fødevarestyrelsen viser, at Fødevarestyrelsens Fødevarerejsehold sidste år modtog 75 anmeldelser om ulovlige slagtninger. Det var det laveste i tre år og et markant fald i forhold til 2009, hvor tallet var 106. Tilsvarende udvikling kan ses på mængden af beslaglagte fødevarer. Fødevareminister Henrik Høegh tilskriver den positive udvikling det fokus myndigheder og medierne har haft på ulovlig fødevarevirksomhed.

”Det er mit bedste bud, at den megen omtale af rejseholdets aktioner har betydet, at færre slagter ulovligt af frygt for at blive afsløret, og at forbrugerne i højere grad har fået øjnene op for, at ulovlige slagtninger kan være både uhumske og farlige for helbredet. Tallene tyder i hvert fald på, at indsatsen virker, og jeg er derfor godt tilfreds med, at vi i fødevareforliget fra i sommer besluttede at køre videre med rejseholdet, der har været en stor succes”, siger fødevareminister Henrik Høegh 

Fødevarestyrelsens Fødevarerejsehold beslaglagde sidste år 112 tons fødevarer.

Yderligere oplysninger: 
Chef for Fødevarestyrelsens Fødevarerejsehold, Michael Rosenmark, tlf. 7227 6460.

For kontakt til fødevareminister Henrik Høegh:
Pressesekretær Nicolai Schacke: 2091 5901