Kræftens Bekæmpelse

Færre unge går i solarium

Pressemeddelelse   •   Nov 18, 2010 11:34 CET

Andelen af unge i alderen 15 til 25 år, der går i solarium, er faldet fra 40 til 32 procent. Sådan lyder den glædelige nyhed i en ny rapport om børn og unges solarievaner. Den dårlige nyhed er, at det fortsat er alt for mange unge, der bruger solarium, og for de 10-15-årige er forbruget uændret.

Markant færre unge gik i solarium i 2009, end de gjorde året før. Det viser tallene i en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne. Mens det i 2008 var 40 procent af de 15-25-årige, der havde brugt solarium inden for det seneste år, var det tilsvarende tal i 2009, 32 procent.

- Vi glæder os over, at vores ”sluk solariet-kampagne” ser ud til at have virket. Flere unge vælger solariet fra, og flere er blevet bevidste om, at solarierne øger deres risiko for at få modermærkekræft , siger Anja Philip, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Halvdelen af de unger piger bruger solarium
Men selv om det går den rigtige vej, er der fortsat mange unge, som bruger solarium. Det gælder ikke mindst i pigegruppen, der, på trods af at den står for det største fald, har dobbelt så mange solariebrugere som drengegruppen. Blandt de 16-18-årige piger er det således 49 procent, som har brugt solarium inden for det seneste år.

- At omkring halvdelen af alle piger i aldersgruppen 16-18 år har været i solarium inden for det seneste år, og en fjerdedel mindst en gang om måneden, vidner om, at vi langt fra er i mål. Selv om mange har rykket sig, og flere formentlig vil gøre det fremover, skal der mere til end kampagner til, hvis vi vil bremse den voldsomme stigning i hudkræft. Et solarieforbud for børn og unge under 18 år kan sikre, at vi beskytter alle børn og unge mod en unødig kræftrisiko, siger Anja Philip.

Børn på otte år går i solarium
Et forbud vil også gøre det muligt at forhindre, at børn ned til otte år bruger solarium. I 2009 var det knap tre procent af de 8-12-årige, der havde været i solarium, og netop for denne aldersgruppe kan der kun spores minimale forbedringer i antallet af solariebrugere sammenlignet med året før:

- Tre procent lyder måske ikke af meget, men det er rigtig meget, når man tænker på, at det er mindre børn. Vi ved, at børn og unge er særligt sårbare over for den ultraviolette stråling der er i solarierne og solen, fordi de er under udvikling. Så de burde slet ikke have mulighed for at udsætte sig selv for den risiko, siger Anja Philip. 

Tallene stammer fra tre repræsentative spørgeskemaundersøgelser. En blandt 8-18-årige foretaget af Gallup i december 2009, og to foretaget af Userneeds i december 2008 og 2009 blandt 15-25-årige.

Andel solariebrugere fordelt på alder

10-12 år
2009 - 4%
2008 - 4%

13-15 år
2009 - 20%
2008 - 21%

16-18 år
2009 - 33%
2008 - 43%

19-20 år
2009 - 34%
2008 - 48%

21-23 år
2009 - 31%
2008 - 37%

24-25 år
2009 - 30%
2008 - 31%

Kilde: Børn og unges solarievaner 2009, Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
http://www.cancer.dkPressekontakt
Anja Philip
30 38 15 02


Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Danmark