Erhvervs- og Vækstministeriet

Femern Bælt - en direkte forbindelse til nye vækstmuligheder

Pressemeddelelse   •   Okt 15, 2010 08:43 CEST

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og undervisningsminister Tina Nedergaard har i dag forhandlet ny partnerskabsaftale med repræsentanterne fra Vækstforum Sjælland. Der var fokus på, hvilke tiltag, der kan højne regionens uddannelsesniveau – også i yderområderne, grønne vækstinitiativer og ikke mindst, hvordan regionen bedst udnytter vækstpotentialet i forbindelse med den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

- Femern-forbindelsen skaber en ny sammenhæng mellem Nordtyskland og Region Sjælland og dermed helt nye vækstperspektiver for virksomheder på Sjælland og Lolland-Falster. Det er vigtigt, at vi allerede nu sætter fokus på vækstmulighederne, så vi får maksimalt udbytte af den massive investering på 35 mia. kr. Derfor har vi i dag blandt andet aftalt et fælles arbejde med en vækststrategi for hele Femern Bælt-regionen.

Den faste forbindelse vil åbne for nye vækstmuligheder på arbejdsmarkedet, for erhverv, forskning, uddannelse og kulturliv på tværs af grænserne

Undervisningsminister Tina Nedergaard:

- Vækstforums planer for Femern-området er meget interessante, og jeg ser frem til, at vi sammen kan gøre en indsats for, at der også skabes yderligere samarbejder mellem viden- og uddannelsesinstitutioner i Femern-regionen. Jeg er også glad for, at vækstforum generelt har et stærkt fokus på uddannelse, og at vi for eksempel er blevet enige om sammen at undersøge mulighederne for tættere samarbejder på tværs af ungdomsuddannelserne i regionen, for eksempel i form af uddannelsescampusser.

Centrale elementer i partnerskabsaftalen er et fortsat fokus på at hæve regionens uddannelsesniveau og på teknologiudvikling på energiområdet.

Formand for Vækstforum Sjælland Steen Bach Nielsen:

- Med partnerskabsaftalen bakker Vækstforum Sjælland og Regeringen op om udvikling af energiteknologier. I Region Sjælland bidrager bl.a. Den Industrielle Symbiose i Kalundborg, Lollands satsning på energiteknologier og Risøs aktiviteter til en stærk miljø- og energiprofil. Samarbejdet sker bl.a. i Copenhagen Cleantech Cluster, som de næste 5 år forventes at skabe 1.000 nye arbejdspladser og tiltrække 25 udenlandske virksomheder. Virksomhederne kan bl.a. få til huse i den kommende Risø Park, som etableres i samarbejde med Roskilde Kommune.

Se link til:

· Partnerskabsaftale 2010

· Faktaark om udvikling i regionen

· Cases: "Femern Bælt – en direkte forbindelse til store opgaver", "Uddannelsesindsatsen skal styrkes i Region Sjælland" samt "Synergier i grønne teknologier".


Kontakt: 

Økonomi- og Erhvervsministeriet
, pressesekretær Erik Ljunggren, tlf. 40184346.

Undervisningsministeriet, pressechef Mads Jensen, tlf. 3392 6329, eller fuldmægtig Mads Mikkelsen, tlf. 3395 4867.

Formand for Vækstforum Sjælland
, Steen Bach Nielsen, tlf. 3061 6446