Falk Lauritsen Rejser

Ferietid er læsetid – men hvilke bøger har vi med på stranden?

Pressemeddelelse   •   Jul 20, 2013 10:00 CEST

Guidebøger, erotiske fortællinger, spændingsromaner og krimier der kan få sveden frem på panden. Falk Lauritsen Rejser har spurgt mere end 1000 gæster om, hvad de læser på ferien. Få svarene her.

For mange mennesker er ferien en kærkommen lejlighed til at læse mere end de har tid til i dagligdagen, hvor arbejde, supermarkedsindkøb, transport og madlavning stjæler en stor del af vores tid. Men hvad har vi med at læse på flyet og på stranden? Falk Lauritsen har spurgt og fået svar fra 1007 feriegæster.

Topscoreren er krimier, som mere end hver anden gæst tager med på ferie, mens spændings-romaner, skønlitteratur og guidebøger kommer ind på de næste pladser. 16 procent af de adspurgte har Turen Går Til og andre guidebøger med i rejsetasken. Også erotisk litteratur (ca. 7 procent af respondenterne) får plads i kufferten.

Blandt de mest populære forfattere er den danske krimikonge Jussi Adler-Olsen og hans serie om Afdeling Q.

1 ud af 10 læser e-bog på ferien
De fysiske bøger fylder stadig mest i kufferten, men vi tager i stigende grad også iPads og eReaders med. 1 ud af 10 af Falk Lauritsen Rejsers gæster har e-bøger med på rejsen, mens flertallet fortsat har trykte bøger med på ferien sydpå.

Foruden bøger er det også populært at tage blade og magasiner med. 46 procent eller næsten hver anden pakker et uge- eller månedsmagasin med i rejsetasken.

Ferien er perfekt til fordybelse
Også Falk Lauritsen Rejsers direktør, Søren Falk Lauritsen er glad for at læse, når ferien går sydpå:

”Ferien inviterer af helt oplagte årsager til at læse. Vi kan læse på flyet, på stranden og ved swimmingpoolen - og så har vi langt bedre muligheder for at fordybe os end vi har i hverdagen, hvor vi bliver forstyrret af mails og telefoner, hvor vi skal hente og bringe vores børn, hvor vi skal passe vores arbejde og hvor vi ind imellem kan være trætte, når vi kommer hjem og måske mest har lyst til bare at tænde for fjernsynet. Personligt tager jeg aldrig af sted på ferie uden kufferten fuld af bøger, aviser og magasiner – det er den tid på året, hvor jeg får lejlighed til at læse allermest”, fortæller direktør Søren Falk Lauritsen i en kommentar til undersøgelsen.

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433

Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2011 og 2012 er Falk Lauritsen blevet kåret til Danmarks bedste charterbureau. I 2013 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.