Dansk Metal

Finanslov stopper ikke nedgang i økonomien

Pressemeddelelse   •   Nov 12, 2010 10:03 CET

Finanslovsaftalen ændrer ikke på, at det danske arbejdsmarked er på en fortsat rutsjetur nedad bakke. Det siger fagforbundet Dansk Metal, der ikke venter hverken øget vækst eller lavere ledighed som følge af aftalen.

Finanslovsaftalen vil ikke føre til hverken vækst eller øget beskæftigelse i det omfang, som Danmark har brug for. Så kontant er vurderingen fra Dansk Metal, der er skuffet over alt for svagt fokus på vækst og uddannelse.

- Regeringen havde stillet en ny vækstpakke i udsigt, men vi må konstatere, at det kun blev til lidt småtterier, som slet ikke vil have den virkning, som Danmark har brug for, siger Thorkild E. Jensen, forbundsformand for Dansk Metal. 

Han peger på, at der er forsvundet mange job i industrien i løbet af de sidste to år:

- Krisen har kostet 200.000 danske job i den private sektor, og ledigheden bliver ved med at stige. Det billede bliver der ikke ændret på. Regeringen havde en chance for at sætte gang i væksten, men den bliver forpasset fuldstændig. I stedet gennemfører man nu Genopretningsplanen, som vil koste både vækst og arbejdspladser, siger Thorkild E. Jensen.

Thorkild E. Jensen fortsætter:

- Når regeringens retorik lægges på hylden, er der ikke meget vækst i denne finanslov. Genopretningspakken betyder besparelser på uddannelse og på beskæftigelsesområdet. Det betyder, at der ikke bliver gjort nok for at give folk de kvalifikationer, der skal bringe dem tilbage i arbejde samtidig med, at der spares massivt på den aktive arbejdsmarkedspolitik, som netop skulle få ledige i arbejde igen. Det er en dobbelt kæberyster til arbejdsmarkedet.

http://www.danskmetal.dk

Pressekontakt
Marina Hoffmann
51 22 76 83


Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V