Dansk Metal

Finansloven redder ikke arbejdsmiljøet

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2011 17:37 CET

Der er plads til at skærpe kursen over for det dårlige arbejdsmiljø.

Selvom regeringens finanslovsforslag endelig stopper de sidste 10 års nedbrydning af arbejdsmiljøindsatsen, er der stadig plads til at gøre mere for at styrke arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser.

”Det vil være en ren indtægt at styrke arbejdsmiljøindsatsen både for virksomhederne og samfundet. Men det er der desværre rigtig mange virksomheder og politikere, der endnu ikke har forstået,” siger Jan Toft Rasmussen, miljøkonsulent i Dansk Metal.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har allerede annonceret, at hun vil have mere arbejdsmiljø for de ca 455 mio. kr. på Arbejdstilsynets budget, og det er ifølge Dansk Metal de rigtige toner i en ny arbejdsmiljøpolitik.

Gør mere for arbejdsmiljøet
Den tidligere regerings nedskæringer på Arbejdstilsynet var ved at reducere tilsynet til et rådgivningsorgan. Og det er gået voldsomt udover sikkerheden på arbejdspladserne, mener Jan Toft Rasmussen.

 

”Arbejdstilsynets opgave skal igen være at tvinge de virksomheder, som ser stort på arbejdsmiljøet ind på dydens smalle sti med kontrol og bøder. Rådgivning tager de autoriserede arbejdsmiljørådgivere og arbejdsmarkedets parter sig af”, fastslår Jan Toft Rasmussen.

Gulerod til gode virksomheder
Det skal kunne betale sig at have et godt arbejdsmiljø. Og den nye arbejdsskadeafgift kan være en vigtig brik i den nye arbejdsmiljøpolitik, mener miljøkonsulenten.

”Forsikringsselskaberne bør sænke præmierne væsentligt for de virksomheder, som kan dokumentere, at de har et godt arbejdsmiljø med få skader, en grøn smiley eller endnu bedre – et arbejdsmiljøcertifikat. Det skal forsikringsselskaberne så finansiere ved at sætte præmierne op for de virksomheder, som ikke har styr på arbejdsmiljøet. Så får vi en konkurrence om det gode arbejdsmiljø i stedet.”

Læs mere om Dansk Metals bud på en ny arbejdsmiljøpolitik her