Forbrugerombudsmanden

Firmaet bag domænet wannasave.com politianmeldt for spam

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2010 21:33 CEST

I foråret og sommeren 2010 blev der fra domænet wannasave.com udsendt elektroniske nyhedsbreve til en lang række personer, som ikke havde tilmeldt sig nyhedsbrevet, og derfor klagede til Forbrugerombudsmandens såkaldte spam-postkasse.

”Så er vi tilbage…”, ”Nordlys og webergrill”, ”Bededag, hvederne og 2 lækre konkurrencer…” – sådan lød indledningen på nogle af de mails, som en lang række danske personer modtog i foråret 2010 fra firmaet Blæsbjerg Invest ApS, der står bag domænet wannasave.com.

Men modtagerne af e-mailene havde aldrig givet samtykke til at modtage elektronisk markedsføringsmateriale fra firmaet eller tilmeldt sig nyhedsbrevet, hvorfor der var tale om spam.

Ifølge firmaet skulle e-mailadresserne være købt i Sverige, men det viste sig efter noget tid, at e-mailadresserne formentlig ikke var lovligt indhentet.

Firmaet blev opmærksom herpå, da de modtog en række klager fra modtagere af nyhedsbrevet, hvorefter de straks stoppede udsendelsen til de e-mailadresser, der var købt i Sverige.

Men en lang række modtagere af nyhedsbrevet klagede til Forbrugerombudsmandens spam-postkasse (dansk@spamklage.dk), hvilket nu har medført, at Forbrugerombudsmanden foretager politianmeldelse i sagen.

Den videre efterforskning i sagen skal nu klarlægge, hvor mange såkaldte uanmodede henvendelser der er udsendt.


J.nr. 10/03444

For yderligere oplysninger kontakt:

Helle Hartvigsen, specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf.: 32 66 92 26