Ingeniørhøjskolen i Århus

Flere ingeniører vil lave humanitært arbejde

Pressemeddelelse   •   Okt 21, 2010 11:29 CEST

Ingeniørers interesse for humanitært arbejde er vokset markant. På bare to år har hjælpeorganisationen Ingeniører uden Grænser fordoblet sit medlemstal. Også landets ingeniøruddannelser melder om stigende engagement i nødhjælpsarbejde blandt studerende.

De bygger huse i Pakistan, veje på Haiti og sørger for vandforsyning i de fattigste lande. Overalt i verden spiller ingeniører en stor rolle for den humanitære indsats, og det har danskerne fået øje på.
”Vi får jævnligt henvendelser fra ingeniører, der gerne vil stille deres viden og arbejdskraft til rådighed for en humanitær indsats i en af verdens nødzoner,” fortæller Christina Hennings, der er sekretariatsleder i Ingeniører uden Grænser. 

Studerende vil gøre en forskel
Også landets ingeniøruddannelser melder om øget interesse for humanitært arbejde blandt studerende.

”Vores studerende vil gøre en forskel. Det er en meget vigtig faktor, når de vælger at læse til ingeniør,” siger Ove Poulsen som er rektor ved Ingeniørhøjskolen i Århus. 

Ingeniørhøjskolen i Århus kortlægger løbende de faktorer, der har indflydelse på unges uddannelsesvalg.

”Når vi skal overbevise unge mennesker om at tage ingeniøruddannelsen betyder udsigten til god løn og attraktive beskæftigelsesmuligheder meget. Men vi oplever mere og mere, at andre og mere immaterielle værdier spiller ind i studievalget. De unge vil være med til at gøre en forskel i verden og til at skabe fremtiden. Det er en helt klar tendens,” siger han. 

Og den tendens mærker også studenterorganisationen Ingeniører uden Grænser.

”De studerende er meget interesserede i vores arbejde og vil gerne yde en frivillig indsats,” siger Morten Hernes, formand for studenterorganisationen Ingeniører Uden Grænser i Århus.

På Ingeniørhøjskolen i Århus har flere studerende valgt at lave deres afgangsprojekter med direkte tilknytning til arbejdet i nødhjælpsområder.

”Det er fedt, at man kan bruge sin faglighed til at hjælpe andre,” siger Søren Krag, der til januar afslutter sin maskiningeniøruddannelse.

Han er i gang med at designe en vindmølle, der skal forsyne mennesker med strøm rundt omkring i verden. 

”Det kan for eksempel være jordskælvsofre i Pakistan eller fattige landsbyer i Afrika, der kan få glæde af sådan en mølle. Bare det, at de kan få strøm til nedkøling af madvarer, kan få enorm stor betydning i deres hverdag,” siger han.

FLERE OPLYSNINGER

· Ingeniører uden Grænser (IUG) er en teknisk humanitær organisation, der arbejder for at genetablere livsbevarende foranstaltninger for mennesker i nød. IUG arbejder primært i katastrofeområder og sikrer adgang til rent drikkevand, ordnede sanitære forhold og tag over hovedet. IUG yder også hjælp og støtte til projekter i udviklingslande, hvor teknisk viden kan afhjælpe nød og bekæmpe fattigdom.

· IUG er en nonprofit organisation og finansieres udelukkende via medlemskontingenter og bidrag fra offentlige og private donorer.

KONTAKT

· Morten Hernes, formand for studenterorganisationen Ingeniører uden Grænser i Århus: 4158 9858

· Christina Hennings, sekretariatsleder for Ingeniører uden Grænser i Danmark: 7027 4006

· Ove Poulsen, rektor ved Ingeniørhøjskolen i Århus: 2121 2624